I 1907 begynder Einstein at arbejde med relativitets-problematikken med et tankeeksperiment om en mand med en bold i et lukket rum
Den 20. marts 1915 er en afgørende skæringsdag i videnskabens historie. Her præsenterer den tyske fysiker Albert Einstein sin generelle relativitetsteori. Dermed føjer Einstein en helt ny dimension til vores forståelse af det stof, tid og rum, som udgør den virkelighed, vi ser omkring os.
Siden Isaac Newtons udformning af de generelle tyngdelove i 1680`erne, har videnskabsmænd anset tyngdekraften som en kraft, der virker mellem to objekter, der tiltrækker hinanden i forhold til deres masse. Newtons opdagelser var banebrydende i samtiden, fordi man pludselig forstår, hvorfor objekter falder til jorden med en fast acceleration, og hvorfor der overhovedet eksisterer 'op' og 'ned'.
Efterhånden har videnskaben udviklet sig, og vi kan se længere ud i universet end på Newtons tid, er der dog en række problemer med Newtons tyngdelove. Blandt andet stemmer planeternes baner ikke overens med de forudsigelser, Newtons love indebærer. Der er brug for nytænkning af vores forståelse af universet.
I 1907 begynder Einstein første gang at arbejde med relativitets-problematikken med et tankeeksperiment om en mand med en bold i et lukket rum.
Hvis manden i det lukkede rum slipper bolden og ser den falde til jorden, kan han ikke afgøre, om han befinder sig på jorden, og at bolden falder på grund af jordens tiltrækningskraft, eller om han er i en raket i det ydre rum, der accelererer og trækker gulvet op imod bolden.
Det indleder otte års koncentreret arbejde. Einstein har allerede i 1905 med sin specielle relativitetsteori vist, at tid og rum ikke er faste størrelser, men kan bøjes, især når hastigheder nærmer sig lysets hastighed.
Arbejdet på den generelle relativitetsteori sætter begreberne mere på plads. Newtons gamle system med at se et objekts bevægelser som summen af de samlede kræfter, der virker på objektet, bliver af Einstein omformet til en opfattelse af tyngdekraft som geometri.
I forsimplet form forstår Einstein universet som et tæppe, der er spredt ud i fire dimensioner kaldet 'rumtiden'. I tæppet vil ethvert objekt, der har en masse, lave en fordybning, som lettere objekter vil have en tendens til at 'rulle' ned i. Einsteins model viser også, at selv lys bliver påvirket af tyngdekraft. Einsteins teorier er siden blevet videreudviklet og bekræftet af senere forskning.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278