Fra sin start i 1871 har Internationale været sunget netop der, hvor klassekampen har været hårdest og mest brutal
Den 25. marts 1871 samles en tusindtallig skare på Bastillepladsen i Paris.
Det er en stor dag for pariserne. Det er kun lidt over to uger siden, at kommunarderne overtog magten i byen, og Pariserkommunen ser endnu ud til at kunne overleve og måske endda sprede den socialistiske revolution til resten af Frankrig.
Denne 25. marts bliver der festet på pladsen for at fejre valget, der resulterer i nedsættelsen af det 92 mand store Kommunale Råd den følgende dag.
Én af de sange, som pariserne bruger til at fejre deres revolution med, er skrevet mindre end et år før af Eugène Pottier, der bliver et vigtigt medlem af Rådet. Sangens titel er 'L`Internationale', og den skal gå sin sejrsgang verden over som socialismens internationale slagsang.
Pariserkommunens levetid bliver desværre en del kortere end sangens. Allerede i slutningen af maj har den Tredje Republiks soldater under Adolphe Thiers nedkæmpet den sidste modstand fra kommunarderne og massakreret mere end 50.000 mennesker.
Under Pariserkommunen bliver L`Internationale sunget til melodien af den gamle revolutionsmelodi 'Marseillaisen', men i 1888, længe efter Kommunens undergang, sætter Pierre de Geyter den melodi til sangen, som vi kender i dag.
Siden er sangen blevet oversat til de fleste officielle sprog i verden, så vel som en del uofficielle, og det er i dag muligvis den bedst kendte sang på kloden.
Den danske udgave 'Internationale' bliver første gang anvendt som afslutningssang ved den Internationale Socialistkongres (Anden Internationale) i København i 1910. Den første oversættelse afviger dog betydeligt fra originalen, og året efter kommer den danske oversættelse, der er mest brugt i dag.
Fra sin start i 1871 har Internationale været sunget netop der, hvor klassekampen har været hårdest og mest brutal, og det har været med til at sikre den et udødeligt eftermæle som den internationale socialismes slagsang.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278