Israel agter kun at respektere de bestemmelser i traktaten, der direkte handler om forholdet til Egypten

Den 26. marts 1979 underskriver Egyptens præsident, Anwar Sadat, og den israelske premierminister, Menachem Begin, en traktat i Washington D. C. Den skal få afgørende betydning for udviklingen i Mellemøsten i årene fremover.
Siden Israels oprettelse i 1948 og den efterfølgende krig mod landets arabiske naboer, har Israel været isoleret i Mellemøsten, kun holdt oppe af massiv økonomisk, militær og politisk støtte fra USA.
Forholdet til de arabiske lande bliver ikke bedre efter krigen i 1967, hvor Israel erobrer de sidste tilbageværende palæstinensiske områder, besætter Sinai-halvøen, der tilhører Egypten og Golan-højderne, der tilhører Syrien. I 1973 svarer Egypten igen med den såkaldte Yom Kipur-krig, der ender med, at Egypten får ophævet besættelsen af Sinai.
Situationen er stadig meget spændt, men pludseligt lyder der nye toner fra Egypten. I 1977 besøger den egyptiske præsident Sadat, som den første arabiske statsleder, Israel. Kort efter indleder Egypten og Israel hemmelige forhandlinger på den amerikanske præsident Jimmy Carters ranch Camp David.
Sadat er interesseret i at fastholde den lille sejr fra 1973 og samtidig stille sig på god fod med supermagten USA. Menachem Begin vil have fred for at svække presset fra de andre arabiske lande og samtidig have frit spil i Palæstina.
Begin, der tidligere har ført terrorkrig mod den palæstinensiske befolkning, nægter at drage palæstinenserne ind i forhandlingerne. Carter har gjort det til sin mission at overtale de arabiske lande til at anerkende Israel. Den 17. september 1978 præsenterer han storsmilende de første resultater i form af Camp David Aftalen, der skal danne rammen for en egentlig fredsslutning mellem Egypten og Israel.
Efter endnu et halvt års intense forhandlinger bliver den endelige traktat underskrevet 26. marts 1979. I traktaten anerkender Egypten Israel som stat og garanterer fredelig sameksistens og normalisering af forholdene mellem de to lande. Til gengæld skal Israel afstå fra enhver form for aggression imod nabolandene og arabere, der bor i de områder, der stadig er besat af Israel. Traktaten nævner desuden palæstinensisk selvstændighed som udgangspunkt for en varig fred, men efter pres fra Begin, er formuleringerne blevet så vage, at de ikke har nogen betydning i praksis.
Israel og Egypten har opnået deres mål, mens resten af den arabiske verden føler sig godt og grundigt taget ved næsen. Israel agter kun at respektere de bestemmelser i traktaten, der direkte handler om forholdet til Egypten. I 1982 annekterer Israel igen Golan-højderne, og palæstinenserne venter stadig på deres selvstændighed.
Egypten har til gengæld USA`s velvilje og er i dag en af de største modtagere af militær hjælp fra USA i regionen.