15 Jan 2026  

KBH: Let skyet, 10 °C

21. april 1509 Henrik VIII bliver konge

21. april 1509 Henrik VIII bliver konge

Tirsdag, 22. april, 2008, 00:00:00

Den 21. april 1509 bliver den 17-årige prins Henrik udråbt til konge af England efter faderen Henrik VII`s død. Kong Henrik VIII går over i historien som én af de mest betydningsfulde engelske konger. Hans regeringsperiode lægger grunden til Storbritanniens fremtid som imperialistisk stormagt

I den folkelige bevidsthed kendes han mest for sine mange ægteskaber og en dårlig vane med at henrette sine hustruer, når han ragede uklar med dem.
Henrik tilhører huset Tudor, der kun har siddet på magten i England siden Henriks far tog magten under den voldsomme borgerkrig i anden halvdel af 1400-tallet.
Henrik VIII sidder sikkert på magten efter at have henrettet et par af sin fars mere ambitiøse rådgivere, men han har ét stort problem: For at hindre at landet på ny bliver splittet over arveretten til tronen er det vigtigt, at han avler en søn, der kan overtage hans plads, når Henrik dør.
Henrik gifter sig kort efter sin kroning med sin afdøde storebrors enke Catherine, men ægteskabet bærer ikke den ønskede frugt. Efter 20 år og talrige mislykkede graviditeter, har parret fået et enkelt velskabt pigebarn. Det bliver snart en besættelse for Henrik at slippe af med sin ufrugtbare dronning. Han appellerer desperat til paven om at annullere ægteskabet. I 1532 forskyder Henrik Catherine og spærrer hende inde.
Han gifter sig med elskerinde Anne Boleyn, men også dette ægteskab ender 'kun' i et pigebarn. Henrik VIII griber nu til ekstreme metoder og arrangerer et komplot, hvor den nye dronning bliver anklaget for utroskab og højforræderi. Anne Boleyn bliver henrettet 19. maj 1536, og kongens jagt på en mandlig arving fortsætter.
På dette tidspunkt har Henrik VIII fuldstændigt løsrevet den engelske kirke fra Pavens magt, og en stor reformation er i gang af den engelske kirke og det engelske samfund. Henrik VIII tjener enorme summer på at konfiskere kirkens ejendom. Samtidig vokser kongens magt til hidtil usete proportioner.
Henrik VIII bliver gift seks gange, men kun det tredje ægteskab ender i en søn, og hans fødsel koster moderen, Jane Seymor, livet i barselssengen. Siden når kongen både at forskyde og halshugge en hustru før hans sidste ægteskab med Catherine Parr. Nu har Henrik udviklet en sygelig fedme,.Til sidst er kongen kun i stand til at flytte sig ved hjælp af mekaniske anordninger. Henrik VIII dør 28. januar 1547, 55 år gammel, og bliver efterfulgt af sin kun 10-årige søn Edward.
Edward overtager for en kort årrække et England i rivende udvikling med en stærk kongemagt og en mægtig, moderne flåde. Han dør i 1553, og derefter følger tre kvindelige regenter efter hinanden! Mest kendt er Anne Boleyns datter, Elizabeth I, der for alvor slår Englands imperialistiske magt igennem.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


22. apr. 2008 - 00:00   03. sep. 2012 - 11:39

Nyheder