Nazisterne besætter alle bygninger med forbindelse til fagbevægelsen og anholder flere hundrede faglige ledere og fagligt aktive

Den 2. maj 1933 bliver en lang række kontorer, der tilhører det store tyske fagforbund Allgemeiner Deutcher Gewerkshaftsbund (ADGB) stormet af nazistiske stormtropper fra SA.
Nazisterne besætter alle vigtige bygninger med forbindelse til fagbevægelsen og anholder flere hundrede fagforeningsledere og fagligt aktive. Dermed har nazisterne endeligt bekendt kulør omkring, hvor de står i klassekampen.
Det er kun fire måneder siden, at Adolf Hitler har tilkæmpet sig nærmest enevældig magt i Tyskland med sin udnævnelse til rigskansler 30. januar. Den 27. februar bliver diktaturet yderligere hjulpet på vej, da Rigsdagen i Berlin bliver brændt ned. Rigsdagsbranden bliver den perfekte anledning for Adolf Hitler til at sætte alle menneskerettigheder til side og begynde systematisk at udrydde politiske modstandere, først og fremmest kommunister.
Siden magtovertagelsen har nazisterne haft travlt med at afmontere det spinkle tyske demokrati gennem en række love, der giver både delstatsregeringerne og den nationale regering total magt over lovgivningen, og dermed stort set gør Rigsdagen overflødig. Lovgivning er kendt som 'Gleichschaltung', og den skal ensrette det tyske samfund for at gøre det klar til krig og kvæle ethvert optræk til modstand.
Angrebet på fagbevægelsen er næste skridt i nazisternes plan for at sikre sig magten over de organisationer, der kan samle arbejderklassen og dermed blive en trussel mod styret. En særlov opløser alle fagforeninger med virkning fra 2. maj. I stedet oprettes et fælles 'fagforbund', DeutscheArbeitsfront (DAF) til erstatning for ADGB.
DAF er en nazistisk organisation med et hagekors i midten af et tandhjul som symbol og er helt igennem kontrolleret af partitoppen. Selv om arbejdere i princippet ikke er forpligtigede til at være medlemmer af DAF, så er det meget svært at få et job uden medlemskab. Antallet af medlemmer vokser da også hurtigt til mange millioner.
Overskuddet fra DAF`s høje medlemskontingenter bruges ikke til at føre faglig kamp for, det er nemlig forbudt. Pengene går i stedet til store propaganda-arrangementer eller i partikassen.
DAF hævder at være en organisation, der skaber enighed mellem arbejderklassen og kapitalisterne for at genrejse Tyskland som en verdensmagt. De gamle overenskomster bliver annulleret og erstattet med nye, der byder på længere arbejdstid, dårligere vilkår og færre rettigheder. I realiteten er DAF en måde at sikre en større udbytning til gavn for især den tunge industri og for den krigsproduktion, der fører Tyskland frem mod Anden Verdenskrig.