Vi kan, vi vil, og vi skal gøre noget ved klimaproblemet, mener Klimabevægelsen i Danmark, som indkalder til klimademonstration
Klimabevægelsen i Danmark er en nystiftet demokratisk, partipolitisk uafhængig og folkelig bevægelse, som vil stoppe global opvarmning nu.
Bevægelsen indkalder til demonstration med start på Kongens Nytorv lørdag den 17. maj klokken 13 og med afslutning på Rådhuspladsen. Der vil være taler, musik og humoristiske indslag.
Klimabevægelsen i Danmark mener, at vi kan, vi vil, og vi skal gøre noget ved klimaproblemet, og at løsningerne findes: Mere vedvarende energi, bedre kollektiv trafik, energirigtigt byggeri, omlægning til et mere bæredygtigt og økologisk landbrug.
Demonstrationen bakkes op af en række andre danske miljøorganisationer, som også ønsker og arbejder for en mere ambitiøs klimapolitik: Natur og Ungdom, Øko-Net, KlimaX, OVE (Organisationen for Vedvarende Energi), Levende Hav, Penguin Army og NOAH.
Baggrund
Vi oplever det i vores hverdag - klimaet har ændret sig, selv om den globale temperatur indtil nu kun er vokset med 0,6 grader de seneste 50 år. Den grønlandske indlandsis smelter, havisen vil forsvinde fra området omkring Nordpolen om sommeren, gletsjerne svinder ind over alt på kloden.
Vi læser om selvforstærkende processer, mindre refleksion af varmen fra solen på grund af de svindende ismasser og frigivelse af yderligere CO2 fra de optøende tundraområder. Virkningerne vil være stigende vandstand i havene, oversvømmelse og tørke, der vil brede sig og true fødevareproduktionen.
Kyoto-aftalen var det første lille skridt på vej mod en bæredygtig klimaudvikling. Men Danmark har svært ved at overholde sine forpligtigelser i forhold til aftalen. Danmark havde forpligtet sig til kun at udlede 54 millioner tons CO2 per år fra 2008 frem til 2012, men vi udleder nu 67 millioner tons om året.
Danmark bør gå foran
Den energiaftale, som et bredt flertal i Folketinget har indgået for nylig, er desværre blottet for konkrete målsætninger på CO2-området.
- Som et af verdens rigeste lande og som vært for det internationale klimatopmøde i 2009 må Danmark gå foran. Som borgere kræver vi, at politikerne nu tager skeen i den anden hånd og sikrer, at en reduktion af CO2-udledningen sker her og nu, og at Danmark spiller aktivt ud med markante mål for den nye klimaaftale, der skal indgås på Klimatopmødet, udtaler Liv Berner fra Klimabevægelsen, og hun siger videre:
- Som borgere vil vi også gerne gøre noget konkret, men det kræver politisk handling, når opvarmnings- og elforsyningssystemer skal ændres i miljørigtig retning. Det kræver nogle rammer, der tilskynder til en miljørigtig adfærd. Så vi siger til politikerne: Det er jeres opgave at skabe de rammer: Nedlæg kulkraftværkerne og isoler de gamle bygninger, så skal vi nok købe elsparepærer og energimærkede køleskabe! Gør det nemt og billigt for os borgere at tage toget, så skal vi nok lade bilen eller flyet stå!
Kongens Nytorv, København
lørdag 17. maj kl. 13
www.klimabevaegelsen.dk
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278