Den såkaldte ¤¤Balfour Deklaration¤¤ fra 1917 lover den britiske udenrigsminister zionisterne at oprette af en jødisk stat i Mellemøsten

Den 14. maj 1948 trækker den sidste britiske højkommissær sig ud af det palæstinensiske mandatområde, som briterne har kontrolleret siden afslutningen af Første Verdenskrig. Samme dag proklamerer zionisternes leder David Ben Gurin oprettelsen af den jødiske stat Israel.
Helt tilbage fra den zionistiske bevægelses opståen i 1880`erne har målet været at oprette en jødisk stat for Guds udvalgte folk i Palæstina. Det bliver dog først efter afslutningen af Første Verdenskrig, hvor området går fra at have været under tyrkernes herredømme til britisk herredømme, at der for alvor bliver gjort noget ved sagen.
I den såkaldte 'Balfour Deklaration' fra 1917 har den britiske udenrigsminister nemlig lovet zionisterne oprettelsen af en jødisk stat i Mellemøsten, mest som en god undskyldning for at kunne besætte landet under krigen. I det nye 'Mandatområde' opkøber jøder fra alle egne af verden landområder, hvilket på nogle årtier giver dem ejerskab over en god del af den palæstinensiske jord.
Tusindvis af jødiske familier bosætter sig i området. De tilflyttende zionister lægger ikke skjul på, at de vil overtage hele landet og gerne en stor del af den øvrige arabiske verden. Det varer ikke længe før, der udbryder konflikter mellem zionister og den oprindelige palæstinensiske befolkning.
Da stridighederne bliver voldsommere, begynder zionisterne at oprette militante grupper, der gennemfører en lang række terrorangreb mod både palæstinensiske civile og de britiske styrker. Da nazisternes jødeforfølgelser i Tyskland tager til op gennem 1930`erne tiltager indvandringen af jøder i Palæstina så meget, at der bliver næsten ligeså mange jøder som palæstinensere.
Efter afslutningen af Anden Verdenskrig foreslår FN`s Generalforsamling i november 1947 at oprette to stater, en arabisk og en jødisk med Jerusalem som en international Zone under FN-kontrol. De fleste af stormagterne, inklusive Sovjetunionen, stemmer for, mens især de arabiske lande stemmer imod, ingen spørger palæstinenserne.
Den 14. maj bliver den uafhængige stat Israel udråbt med en midlertidig regering under Ben Gurin. Samtidig bliver der sat fart på den systematiske fordrivelse af palæstinenserne, der har taget til igennem årtierne. Modsvaret bliver, at de omkringliggende arabiske lande øjeblikkeligt går til angreb på den nye stat. Krigen varer til januar 1949, hvor Israel opnår en fredsaftale, der gør landet 40 procent større i forhold til Delingsplanen. Samtidig er næsten 800.000 palæstinensere blevet fordrevet fra deres hjem for at gøre plads til en ny jødisk befolkning.