De 24. juni 1859 mødes to store hære i en lille dal ved byen Solferino lidt syd for Gardasøen i Italien. På den ene side står en italiensk hær, støttet af deres franske allierede under kommando af den franske kejser Napoleon III, og på den anden står en østrigsk hær, ledet af endnu en kejser, Franz Josef I

Sammen har de over 200.000 mand med sig. Det følgende slag bliver ét af de blodigste og mest brutale i Europa siden Napoleonskrigene over 40 år tidligere. Kampene varer i ni timer, og de to hære lider samlet et tab på næsten 40.000 mand, før den østrigske kejser trække r sig tilbage.
Østrigernes nederlag ved Solferino fører til en fredsslutning i Villafranca samme år, og baner vejen for Italiens selvstændighed året efter. Det er sidste gang i verdenshistorien, at to monarker går i spidsen for en hær i et slag, men det er ikke derfor, at slaget ved Solferino går over i historien.
Det skyldes en ubetydelig tilskuer, schweizeren Henry Dunant. Dunant er kommet til Solferino i anden anledning: Han er kommet for at tigge Napoleon III om hjælp til at få sit handelskompagni op at køre. Dunant overværer noget forfærdeligt, der for altid skal ændre hans liv: Han ser rædslerne ved Solferino på nærmeste hold. Af de titusindvis af liv, der går tabt på slagmarken, er det kun ganske få, der er så heldige at dø øjeblikkeligt. Langt de fleste dør først efter mange timers lidelser, hvis ikke en nådig ven eller fjende giver dem nådesstødet med bajonetten.
I timerne og dagene efter slaget prøver Henry Dunant sammen med en gruppe kvinder fra Solferino at organisere hjælp og pleje til de sårede, men der er simpelthen ikke kræfter nok til at redde mere end nogle få.
Ovenpå oplevelserne rejser Dunant hjem til Geneve. 1862 udgiver han bogen 'Erindringer fra Solferino', hvor han udklækker ideen til en international organisation, der skal hjælpe ofrene for fremtidige krige på alle sider af konflikten uanset nationalitet eller politisk ståsted.
Med fire venner, Gustave Moynier, Henri Dufour, Louis Appia og Théodore Maunoir, stifter Henry Dunant 17. februar 1863 'Den Internationale Komité', der med tiden bliver til Internationalt Røde Kors. Året efter er det røde kors på den hvide baggrund i aktion ved slaget ved Dybbøl i Sønderjylland. Siden er det udbredt over hele verden som symbol på medmenneskelighed i krigens rædsler. Det røde kors har for øvrigt intet med kristendom at gøre, det er simpelthen Schweiz` flag med farverne byttet om.
Den Internationale Komité står også bag udformningen af den første Geneve Konvention i 1864, og i 1901 bliver Henry Dunant den første modtager af Nobels Fredspris.