Den 1. juli bryder forhandlingerne om en ny tre-årig overenskomst sammen på Pits Bessemers Stålværk i Homestead, Pennsylvania

På den ene side af bordet sidder metalarbejdernes fagforening, Amalgamated Association of Iran and Steel Workers (AA), på den anden side befinder selskabets ledelse sig. De har ikke de varmeste følelser over for hinanden.
Blot få måneder tidligere, den 20. marts, har AA vundet en total sejr over selskabet. Den 1. januar forsøger stålværket at indføre nye kontrakter, hvor de ansatte skal love ikke at være medlem af en fagforening. Det fører til en benhård strejke, hvor værkets ledelse forsøger sig med at sætte utallige strejkebrydere ind på værket. Det lykkes for AA afværge de nye kontrakter, men nu står de atter overfor en konflikt.
De strejkende stålarbejdere indtager byen og gør fælles sag med en række indvandrergrupper om at stoppe værket i at undergrave strejken. Den 10 juli får de strejkende held til sammen med 2000 af byens indbyggere at få drevet et tog fyldt med strejkebrydere ud af byen.
Da den lokale sherif sammen med 1255 nyudnævnte vicesheriffer ankommer to dage efter, bliver også de jaget på porten, denne gang sammen med 5000 af byens indbyggere.
Trods den store solidaritet må fagforeningen bide i det sure æble og acceptere en lønnedgang. Alligevel får fagforeningen fremgang efter strejken.
Antallet af medlemmer bliver fordoblet efter strejken, og fagforeningens pengekasse bugner. I takt med at medlemstallet vokser, stiger arbejdsgivernes ambitioner om at få gjort op med den fagforening, der har kæmpet ensartede nationale lønskala igennem, reguleret arbejdstiden, arbejdsbyrden og arbejdstempoet. Det sker få år efter i 1892, men det er en anden historie.