Den 14. august 1900 bliver den kinesiske hovedstad Beijing indtaget af en stor styrke fra det internationale ekspeditionskorps, der er i Kina for at nedkæmpe den serie af folkelige oprør, der har stået på i mere end et halvt år.

Den første spæde begyndelse på det, der skal gå over i historien som Bokseropstanden, starter i 1898 i Kinas nordøstlige provinser, hvor utilfredsheden med de vestlige imperialistiske magter spidser til hos den fattige del af befolkningen.
Vreden munder ud i flere lokale oprør, der især går ud over kristne missionærer og kinesere, der har omvendt sig til den katolske tro.
I foråret 1900 er situationen spidset så meget til, at det svage kinesiske kejserdømme under kejserinde Dowager Cixi ikke kan gøre andet end at udtrykke en delvis støtte til oprøret. Samtidig udbryder der voldsomme kampe i selve Beijing, der især er rettet mod de udenlandske repræsentationer og konsulater.
Stormagternes svar på oprøret kommer prompte: Der dannes en alliance bestående af otte af de vigtigste imperialistiske magter i Østasien: Storbritannien, Rusland, Japan, USA, Frankrig, Tyskland, Italien og Østrig-Ungarn.
En international styrke, der efterhånden kommer op på 20.000 mand, bruger det næste halve år på brutalt at slå ethvert forsøg på oprør ned. Plyndring, massakrer og voldtægt hører til dagens orden. Særligt de tyske soldater gør sig uheldigt bemærkede ved at være specielt nådesløse.
Stormen på Beijing den 14. august bliver en umanerlig blodig affære, der efterlader mange kinesere med et om muligt dybere had til vesterlændinge. Den 7. september 1901 må kineserne underskrive Bokserprotokollen. Kineserne er ikke længere herrer i eget hus, og kejserdømmet har gravet sin egen grav ved først at støtte oprøret for senere at skifte side til de imperialistiske magter.
Sejrherrerne deler det besatte territorium i 'indflydelseszoner' og kræver, at Kina betalte en enorm erstatning 333 millioner dollar.
Bokseropstanden er på mange måder et paradoks. På den ene side er der tale om et folkeligt oprør blandt landbefolkningen vendt imod imperialismen.
På den anden side er oprøret ideologisk både reaktionært og racistisk. Den kinesiske befolknings bevidsthed om imperialismens karakter er endnu først ved at blive opbygget.