25 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

4. september 1949 - Peerskil urolighederne

4. september 1949 - Peerskil urolighederne

Torsdag, 04. september, 2008, 00:00:00

Pete Seeger senere samler de sten sammen, som er blevet kastet gennem hans bus` ruder og bruger dem til at bygge en skorsten på sit sommerhus

I slutningen af 1940`erne befinder den antikommunistiske stemning i USA sig på kogepunktet. Efter afslutningen af Anden Verdenskrig bliver det mere og mere tydeligt, at Sovjetunionen og socialismen i det hele taget atter skal være den kapitalistiske supermagts vigtigste modstander.
Den hadske stemning sætter også sit præg i befolkningen, og selv ganske uskyldige begivenheder kan få hadet til at blusse op.
I Van Cortlandville i Westchester County, New York har en lokal kulturforening planlagt en storstilet koncert med den progressive sorte musiker Paul Robeson til afholdelse den 27. august 1949.
På selve dagen bliver 300 mennesker på vej til koncerten imidlertid overfaldet med stenkast og slag med knipler af en gruppe lokale medlemmer af Ku Klux Klan og forskellige højreorienterede foreninger for krigsveteraner. Først da 13 personer er kommet alvorligt til skade, vælger politiet at gribe ind og sprede mængden.
Koncerten med Robeson bliver derefter udsat til den 4. september. Urolighederne har skabt stor opmærksomhed, men har absolut ikke skræmt folk fra at deltage. Koncerten bliver en storslået succes, hvor mere end 20.000 mennesker samles for at høre ikke blot Robeson men nu også andre kunstnere som Woody Guthrie, Lee Hays og Pete Seeger.
Selve koncerten forløber fredeligt ikke mindst takket være det sikkerhedsværn, som de lokale fagforeninger har oprettet, men efter koncerten bryder helvede løs.
Flere hundrede højrefløjsaktivister går løs på både koncertgængerne og musikernes busser, da de forlader koncerten. Flere hundrede mennesker bliver såret, mens politiet ser passivt til. Omfanget af volden er så stort, at Pete Seeger senere samler de sten sammen, som er blevet kastet gennem hans bus` ruder og bruger dem til at bygge en skorsten på sit sommerhus.
Efterfølgende forsøger både politiet og pressen at give 'kommunisterne' skylden for at have startet volden, og de enkelte forsøg på at starte sager imod uromagerne bliver snart henlagt.
Først næsten 50 år senere modtager ofrene for volden en officiel undskyldning fra myndighederne i Westchester.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


04. sep. 2008 - 00:00   03. sep. 2012 - 11:39

Nyheder