24 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

13. september 1993 - Yitzhak Rabin og Yassir Arafat underskriver aftale

13. september 1993 - Yitzhak Rabin og Yassir Arafat underskriver aftale

Lørdag, 13. september, 2008, 00:00:00

Et gennembrud for palæstinenserne kommer i 1974, hvor PLO under ledelse af Yassir Arafat får observatørstatus og ret til at tale i FN`s generalforsamling

Den 13. september 1993 underskriver den israelske premierminister Yitzhak Rabin og den palæstinensiske PLO-leder Yassir Arafat en aftale ved en officiel ceremoni i Washington D. C.
Knap en måned forinden er aftalen blevet forhandlet på plads i Oslo, og har derfor meget passende fået navnet 'Oslo Aftalen'.
Oslo Aftalen bliver af mange set som et gennembrud i bestræbelserne på at skabe fred mellem det palæstinensiske folk og staten Israel. Siden Israels oprettelse i 1948 har palæstinenserne måttet leve med gradvist at blive tvunget længere ud i periferien af den nye stat. Efter krigen imod sine nabolande i 1967 har Israel holdt hele det palæstinensiske område besat og kraftigt begrænset palæstinensernes muligheder for at bevæge sig rundt og deres muligheder for at leve en værdig tilværelse.
I de følgende årtier vokser utilfredsheden og modstanden imod besættelsen, samtidig med at en stadig større del af befolkningen bliver tvunget i eksil, således at der snart bor flere palæstinensere som flygtninge i udlandet, end der gør i de palæstinensiske områder. Alligevel afviser det internationale samfund med USA i spidsen at anerkende nogen palæstinensisk organisation som en værdig forhandlingspartner. Et gennembrud kommer dog i november 1974, hvor den palæstinensiske paraplyorganisation PLO under ledelse af Yassir Arafat får observatørstatus og ret til at tale i FN`s generalforsamling.
Den første Intifada i 1980`erne med dens mange dræbte civile tvinger efterhånden en del israelske politikere til at indse, at konflikten ikke kan løses ved at undertrykke den palæstinensiske modstand med magt. Resultatet bliver Oslo-forhandlingerne, der bliver indledt på initiativ af den norske samfundsforsker Terje Rød Larsen. Grundlaget for forhandlingerne er gensidig anerkendelse, hvor de palæstinensiske forhandlere anerkender Israels ret til at eksistere til gengæld for, at Israel anerkender PLO som ligeværdig forhandlingspartner og anerkender palæstinensernes ret til selvstændighed.
Oslo Aftalen kommer til at indeholde en detaljeret plan for gradvis overdragelse af magten i de besatte områder til en palæstinensisk regering. Målet er, at en palæstinensisk stat skal eksistere side om side med Israel langs grænserne fra 1967. Der er en række store forhindringer, der skal overvindes, før planen kan føres ud i livet, blandt andet de fanatiske zionister, der med Israels velsignelse har bygget ulovlige bosættelser på palæstinensisk jord. Alligevel er stemningen overvejende positiv, da aftalen bliver skrevet under, selvom der i Palæstina også er modstand mod aftalen. For den amerikanske præsident Bill Clinton, der er vært ved begivenheden, er aftalen en kæmpe sejr for amerikansk udenrigspolitik.
Som bekendt bliver Oslo Aftalen aldrig fuldt gennemført. Mordet på Yitzhak Rabin i 1995 sætter gang i en voldsom højreorienteret bølge i Israel, der i løbet af få år fuldstændigt undergraver fredsprocessen og baner vejen for den næste Intifada.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


13. sep. 2008 - 00:00   03. sep. 2012 - 11:39

Nyheder