10 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

17. september 1948 - Mordet på den svenske diplomat Folke Bernadotte

17. september 1948 - Mordet på den svenske diplomat Folke Bernadotte

Onsdag, 17. september, 2008, 00:00:00

Den svenske diplomat Folke Bernadotte myrdes af zionister i terrorgruppen `Lehi` for at forhindre oprettelsen af en palæstinensisk stat

Den 17. september 1948 kører en kortege af biler gennem Katamonkvarteret i Jerusalem, da en jeep pludselig trækker ind foran kortegen, og fire mænd stiger ud.
Få sekunder senere har de skudt dækkene i stykker på kortegens midterste bil, affyret en maskinpistolsalve ind ad bilens vinduer. Før nogen når at gribe ind, er overfaldsmændene væk. Aktionen efterlader to mænd dræbt, den ene er FN's officielle repræsentant i Palæstina, den svenske diplomat Grev Folke Bernadotte.
I årene op til attentatet har Folke Bernadotte skabt sig et ry som en respekteret diplomat under Anden Verdenskrig. Bernadottes virksomhed under krigen starter som lobbyist for det svenske spejderforbund, hvor han fører en aktiv kampagne for at få drengespejdere gjort til en del af det svenske forsvar.
I 1943 opgiver han planen om at få den svenske hær til at bruge børnesoldater og bliver næstformand for Svensk Røde Kors. Som Røde Kors` officielle repræsentant bliver Bernadotte involveret i arbejdet med at mindske krigens lidelser for civilbefolkningen.
Han er ofte i direkte forhandlinger med de øverste militære og politiske ledere for de krigsførende nationer, især den tyske Rigsbefuldmægtigede Heinrich Himmler, leder af det nazistiske korps SS.
I foråret 1945 får Bernadotte iværksat en redningsaktion, der sender alle skandinaviske fanger i de tyske kz-lejre hjem i de 'hvide busser'.
Da krigen slutter bliver Bernadotte en vigtig brik i oprettelsen af et diplomatkorps for det nye FN. I maj 1948 udpeges han som mægler i Palæstina-konflikten. Efter det britiske mandatstyres ophør i begyndelsen af maj er kampene blusset voldsomt op og har udviklet sig til en regulær krig mellem zionistiske jøder og deres arabiske naboer.
Selv om FN har vedtaget den såkaldte delingsplan for Palæstina, der giver zionisterne lov til at proklamere staten Israel på næsten halvdelen af det palæstinensiske territorium, angriber de zionistiske bevægelser alligevel for at sikre sig hele Palæstina.
Til at begynde med lader det til, at Bernadotte får mægle mellem parterne. Han får skaffet en våbenhvile og får arabiske og jødiske repræsentanter til forhandlingsbordet, men derefter går forhandlingerne i stå.
De zionistiske forhandlere nægter at acceptere Bernadottes forslag om at gennem føre delingsplanen med små ændringer. Til trods for den klare afvisning bliver enkelte zionister dog nervøse for, at det skal lykkes den svenske diplomat at sikre en fred, der vil give palæstinenserne deres egen stat. Terroristgruppen 'Lehi' gør derfor en ende på forhandlingerne én gang for alle og myrder Folke Bernadotte.
Efter mordet bryder forhandlingerne sammen, og kampene kan fortsætte, indtil en ny FN-diplomat, en amerikaner, kan sikre zionisterne en fredsaftale, der giver Israel størstedelen af hele det palæstinensiske område.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


17. sep. 2008 - 00:00   03. sep. 2012 - 11:39

Nyheder