23 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

30. september 2005 - Muhammedtegningerne bringes i Jyllands-Posten

30. september 2005 - Muhammedtegningerne bringes i Jyllands-Posten

Tirsdag, 30. september, 2008, 00:00:00

Den 30. september 2005 trykker Jyllands-Posten en famøs artikel. Artiklen, der handler om en påstået islamisk trussel imod ytringsfriheden i Danmark, vækker ikke nær så meget opmærksomhed som de tolv tegninger, der ledsager artiklen

Tegningerne er lavet af flere af avisens faste tegnere og af en del freelance-tegnere, og de afbilder alle Islams profet Muhammed.
Inspirationen til artiklen og tegningerne kommer fra en artikel i Politiken knap to uger forinden, hvor forfatteren Kåre Bluitgen beklager, at han ikke kan finde tegnere, der vil illustrere hans kommende bog om profeten Muhammeds liv. Bluitgen hævder, at det skyldes angst for repressalier fra vrede muslimer, der ikke bryder sig om, at deres profet bliver afbildet.
Bestemte grene af Islam har et såkaldt billedforbud, der forbyder afbilding af profeten og alle levende ting. Den tolkning af Islam er dog meget sjælden og er muligvis slet ikke i Danmark. Bluitgen har da også siden svært ved at pege på, hvilke tegnere der har været bange for at tegne Muhammed til hans bog.
Politikens artikel vækker voldsom debat om, Islam er en trussel imod ytringsfriheden. Det er i den forbindelse, at Jyllands-Postens kulturredaktør Flemming Rose lader danske tegnere levere satiriske tegninger af Muhammed som et provokerende 'indlæg i debatten'.
Mange afslår Roses opfordring, fordi de mener, det er en unødig provokation af en gruppe i den danske befolkning, der i forvejen er lagt for had. Rose får dog fremskaffet tolv tegninger, der bliver bragt under overskriften 'Muhammeds Ansigt'.
De fleste af tegningerne er ret neutrale. Få tegninger er dog voldsomt provokerende og sætter lighedstegn mellem Islam, terrorisme og kvindeundertrykkelse. Flemming Roses provokation får som bekendt en effekt. I begyndelsen kommer protesterne først og fremmest fra danske muslimske organisationer, der føler sig lagt for had af Jyllands-Posten. Efterhånden som tegningerne spredes i verden bryder helvede løs.
Først protesterer ambassadørerne fra 11 overvejende muslimske lande til den danske regering. Den afviser med Anders Fogh Rasmussen i spidsen at lægge en dæmper på vreden og vil end ikke mødes med ambassadørerne for at løse krisen.
Resultatet bliver, at situationen kommer fuldstændigt ud af kontrol. Blandt muslimer verden over får årtiers opbyggede frustrationer over at være blevet holdt udenfor, besat eller undertrykt frit løb. Flere steder bliver danske ambassader angrebet af demonstranter.
En af de største diplomatiske kriser i nyere Danmarkshistorie er en realitet. Efterhånden ebber urolighederne ud, men Danmarks ry har lidt varig skade, og for mange befolkninger i verden er Danmark nu et symbol på Vestens imperialisme.

Artikler om Muhammedtegningerne

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


30. sep. 2008 - 00:00   03. sep. 2012 - 11:39

Nyheder