Om eftermiddagen søndag den 23. oktober år 4004 før vor tidsregning begynder gud at skabe himmelen og jorden. I hvert fald hvis man skal tro den nordirske teolog og anglikanske biskop af Armach, James Ussher, der i 1648 - 50 sætter sig for at beregne det præcise tidspunkt for verden skabelse
På Usshers tid er der livlig debat blandt teologer om den såkaldte bibelske kronologi. Målet er at skabe en samlet verdenshistorie med nøjagtige datoer tilbage til Adam og Eva. Tiden er præget af renæssancens smag for videnskab og nysgerrighed efter at kende universets hemmeligheder. Usshers går til opgaven med en slags videnskabelig grundighed og kritisk analyse af biblens tekster.
Ussher bruger for eksempel kun hebraiske udgaver af det gamle testamente, som afviger en del fra nogle græske oversættelser i deres slægtstavler tilbage til Adam. Ussher går dog ud fra den almindelige antagelse, at verdens 'holdbarhed' er præcis 6000 år for at modsvare de seks dage, det tog gud at skabe verden. For som det skrevet står: 'Én dag for Gud er som tusind år på Jorden'.
For at skabe orden i tallene regner Ussher med 4000 år fra skabelsen frem til Jesus` fødsel, som han sætter til år fire før vor tidsregning for at få biblen til at stemme med romerske kilder. Det vil sige, at verdens undergang skulle være fastsat til 1996.
Den nøjagtige dato fastlægger Ussher efter det jødiske nytår, der i 4004 før vor tidsregning ville være faldet på den 22. oktober. Da jødernes hviledag er lørdag, må gud altså være mødt på arbejde søndag den 23. oktober 4004 før vor tidsregning.
Ussher er langt fra alene i sit forsøg på at skabe en bibelsk verdenshistorie. En række af tidens store teologer og videnskabsfolk foretager lignende beregninger, der alle ligger indenfor få år af hinanden. Usshers kronologi bliver populær og trykkes i de fleste engelske udgaver af biblen. Imod slutningen af århundredet er den dominerende i Europa.
Succesen bliver dog kort, de store videnskabelige landvindinger i 1700-tallet sætter spørgsmålstegn ved, om skabelsesberetningen skal tages bogstaveligt. Omkring år 1800 videnskaben sikker på, at jorden mindst er adskillige millioner år gammel. Med geologiens og den moderne evolutionslæres fremkomst står det klart, at gud ikke har skabt verden, men at alt i naturen konstant forandres.
Siden da har Usshers kronologi været henvist til en plads på hylden for sære religiøse forestillinger. Det er ikke helt retfærdigt, for Ussher brugte faktisk den bedste viden på hans tid og granskede den kritisk. Det virkeligt latterlige er ikke Usshers beregninger, men at der stadig er religiøse fundamentalister, især i USA, der mener, at gud begyndte sit skaberværk i dag for 6012 år siden.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278