21 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

KØBENHAVN - Aldrig mere en Krystalnat

KØBENHAVN - Aldrig mere en Krystalnat

Onsdag, 29. oktober, 2008, 00:00:00

Krystalnatinitiativet arrangerer igen i år et fakkeltog, som sætter fokus på betydningen af de begivenheder, der fandt sted for 70 år siden

På 70-årsdagen for de nazistiske bøllers overfald på jøder og jødiske ejendomme i Tyskland og Østrig i 1938 afholdes der fakkeltog i København søndag den 9. november.
Under overskrifterne:
* Ja til solidaritet - Nej til racisme og fremmedhad
* Ja til lige vilkår og lige ret - Nej til ulighed og fattigdom
* Ja til en værdig flygtningepolitik - Nej til diskriminerende love
afholder Krystalnatinitiativet igen i år et fakkeltog, som sætter fokus på betydningen af de dramatiske begivenheder, der fandt sted for 70 år siden.
- Når vi år efter år finder det nødvendigt at markere denne begivenhed, er det ikke alene for at huske på ofrene og de konsekvenser, nazisternes handlinger fik dengang, siger Anne Jessen fra kredsen bag Krystalnatinitiativet.
- Hvor gerne vi end ville det, så er det desværre sådan, at nazistiske holdninger og aktiviteter ikke er et overstået kapitel, som gik til med afslutningen af Anden Verdenskrig.
- Også i dag dyrkes racistiske og fremmedfjendske holdninger, som rammer mindretal. Både direkte gennem overfald og forfølgelse, men også som diskrimination og fordomme.
- Vores fakkeltog skal fastholde den historiske erfaring for folk i dag, for hvem begivenhederne er historie, og samtidig ønsker vi at sætte fokus på de forhold, som skaber et grundlag for, at nazistiske og racistiske strømninger kan trives i dag.
Krystalnatinitiativet arrangeres og støttes af en række faglige organisationer, flygtningeforeninger, solidaritetsgrupper og antiracistiske foreninger. Grundlag og kredsen bag initiativet kan ses på hjemmesiden - se nederst.
Søndag den 9. november: Nytorv klokken 15.30. Klokken 16.30: Fakkeltog ad Nørregade, Skt. Pederstræde, Vester Voldgade 33 til 'Pressen', hvor der fra klokken 17.30 afholdes et indendørs arrangement.
Taler af: Hans Goldstein, New Outlook, og Oliver Jessing; Frederik Nielsen, formand for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning København, journalist Anders Jerichow og LO-næstformand Lizette Risgaard. Mødeledere er Anders Olesen, Byggefagenes Samvirke, og Sofia Bagger, DGS København.

Nytorv, København
søndag 9. november kl. 15.30
Se: www.krystalnat.dk

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


29. okt. 2008 - 00:00   03. sep. 2012 - 11:39

Nyheder