20 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

9. november 1938 -

9. november 1938 -

Lørdag, 08. november, 2008, 00:00:00

Om aftenen den 9. november 1938 bryder volden mod Tysklands jøder ud i lys lue, omhyggeligt ledt i det skjulte af Nazistpartiet NSDAP

Siden Hitlers magtovertagelse 30. januar 1933 er forholdene blevet stadigt dårligere for Tysklands mindretal. Nazisternes terror begrænser sig ikke til politiske modstandere, men går hårdt ud over alle, der udnævnes til 'afvigere'.
Det gælder både etniske, religiøse og seksuelle mindretal og fysisk og psykisk handicappede. Jøderne er dog den gruppe, som nazisterne går mest efter både i deres propaganda og de overgreb, der bliver begået imod jøder og folk, som bliver udnævnt til at være jøder.
Det nazistiske statsapparat gennemfører de såkaldte Nürnberg-love, der gradvist fratager jøderne flere og flere rettigheder, og mange vælger at forlade Tyskland. De møder dog oftest lukkede grænser, ingen tager ansvaret for at beskytte en truet befolkningsgruppe af den størrelse.

12.000 sendes til polen
18. oktober 1938 begynder nazisterne den værste udrensning af over 12.000 jøder af polsk afstamning, der bliver smidt ud af deres hjem og sendt til den polske grænse. Myndighederne i Polen vil heller ikke vide af de fordrevne, der må føre en kummerlig tilværelse som retsløse, fanget i ingenmandsland.
I Paris bliver en ung slægtning til én af de fordrevne familier så fortvivlet, at han tager sagen i egen hånd. 3. november møder han op på Tysklands ambassade og affyrer fem skud, som sårer den tyske diplomat Ernst vom Rath dødeligt.
Attentatet udløser voldsomme repressalier mod jøder i Tyskland. Den 8. november bliver samtlige jødiskejede aviser i Tyskland lukket. Dermed mister jøderne den eneste mulighed for fælles modstand mod overgrebene. De næste dage skifter den daglige diskrimination til vold.

Helvede bryder løs
Natten mellem den 9. og 10. november 1938 bryder helvede løs med overfald, masseanholdelser og ødelæggelse af ejendom. Døgnet efter bliver over 200 synagoger brændt ned, flere tusinde jødiske hjem og forretninger bliver smadret, op imod 30.000 bliver anholdt og sendt i koncentrationslejr, og 92 mennesker bliver myrdet.
Natten bliver siden kendt som 'Krystalnatten', en henvisning til glasskårene fra de titusindvis af smadrede vinduer. Selv om Hitlers propagandaminister Josef Goebbels den 11. november angiver tyskernes 'sunde instinkter' som årsag til volden, er der ikke tvivl om, at Krystalnatten var grundigt forberedt af nazisterne, og blev mødt med tavshed af de fleste tyskere.
Krystalnatten bliver vendepunktet i nazisternes forfølgelser. Fra først og fremmest at have været politisk, økonomisk og social diskrimination, bliver vold, deportationer og mord nu en del af dagligdagen for alle systemets 'fjender', ikke kun for jøderne.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


08. nov. 2008 - 00:00   03. sep. 2012 - 11:39

Nyheder