For 115 år siden stemmer kvinderne i New Zealand for første gang til parlamentet. Men de må ikke selv opstille til valg

Den 28. november 1893 er der parlamentsvalg i New Zealand, der resulterer i en sejr for den siddende liberale regering under Richard Seddon. Valget er bemærkelsesværdigt, fordi det er det første valg i moderne tid, hvor kvinder har haft stemmeret.
Som så mange andre steder i verden har New Zealand op gennem de tre sidste årtier af 1800-tallet været præget af en voksende kvindebevægelse, der som ét af deres vigtigste krav har stemmeret for kvinder.
Frontkæmpere som Kate Sheppard og Mary Ann Müller har sikret en bred folkelig opbakning bag kvindernes krav ved at henvise til, at kvindelig stemmeret vil styrke den 'politiske moral'. Som alle andre steder møder kravet dog også voldsom modstand fra de mest magtfulde politikere, der føler, at en så stor ændring i vælgerkorpset vil bringe deres sæder i parlamentet i fare.
I 1893 har der gennem flere år været et solidt flertal i Repræsentanternes Hus (underhuset) for en ændring af valgloven. En ændring der ikke bare vil give kvinder og mænd over 21 år universel stemmeret, men også vil ligestille de indfødte maoriers stemmer med de hvides.
Desværre bliver loven blokeret i Det Lovgivende Råd (overhuset), som er delt på midten i spørgsmålet. Premierminister Seddon, der netop har overtaget posten efter sin forgænger John Ballance, er i modsætning til Ballance aktiv modstander af den nye valglov. Udsigterne for kvinderne ser altså ikke lyse ud, men faktisk bliver det Seddons modstand, der i sidste ende sikrer lovens vedtagelse.
I forbindelse med en ophidset debat om loven i overhuset prøver Seddon at true en af sine partifæller til at ændre sin stemme og gå imod valgloven.
Det gør to andre liberale så forargede, at de i stedet vælger at ændre deres stemme til fordel for loven, som med ét slag bliver vedtaget med stemmerne 20 - 18.
Ved parlamentsvalget senere på året forsøger både regeringen og oppositionen at tage æren for valgloven i et forsøg på at sikre sig de kvindelige stemmer. Taktikken virker for Seddon, han sikrer sig endnu en periode som premierminister og beholder faktisk magten helt frem til sin død i 1906.
Den overraskende sejr for kvindebevægelsen fører ikke ligefrem til nogen revolution. Nok har kvinderne fået stemmeret, men de er stadig ikke opstillingsberettigede til politiske poster.
Først i 1919 bliver kvinder valgbare til underhuset, men den første kvinde bliver ikke valgt før i 1933. I overhuset går det endnu langsommere, her holder mændenes totale dominans helt frem til 1941.
Kvinderne får dog deres hævn til sidst: Den kommission, der i 1950 udarbejder loven, der afskaffer overhuset, har kvinder på samtlige ledende poster.