Den 4. december 1563 afsluttes en af de længste og mest betydningsfulde religiøse møder i europæisk historie, det såkaldte Trent-koncil

Koncilet er en forsamling af de mest betydningsfulde personer og institutioner indenfor den katolske kirke og ledes af Kardinalkollegiet og paven selv.
Dette koncil, der afholdes i Trent i det nordlige Italien, har stået på siden den 13. december 1545 - altså næsten 18 år. I alt har der været afholdt 25 konferencer under tre forskellige paver med titusindvis af delegerede, hvoraf de færreste når at opleve både begyndelsen og afslutningen i deres levetid.
Under den langvarige proces har stort set alle aspekter af den katolske tro og kirkens organisering været under behandling, og det har resulteret i en vis omorganisering og strømlining af den velsmurte pengemaskine.
Samtidig er en række religiøse dogmer om arvesynden, helgener, jomfrufødsler og den hellige nadver blevet slået fast med syvtommersøm. Det er blandt andet takket være dette koncil, at mange katolikker stadig tager ordene, 'dette er mit legeme, dette er mit blod', bogstaveligt og tror, at der sker en magisk transformering af et stykke kiks og en sjat vin.
Koncilets vigtigste formål er imidlertid politisk snarere end religiøst. Først og fremmest handler det for paven om at imødegå truslen fra den reformation, der er i gang med at finde sted over store dele af Europa, hvor flere og flere kirkelige samfund løsriver sig fra pavestolens magt og følger Calvins eller Luthers lære.
Allerede ved begyndelsen af koncilet starter bestræbelserne på at fordømme ethvert forsøg på at bringe den pavelige autoritet i tvivl. Da man når frem til 1563, er Europa splittet to næsten lige store halvdele: En protestantisk og en katolsk. Koncilet vedtager i sin afsluttende erklæring, at ethvert forsøg på at sprede en anden fortolkning af biblen end den paveligt godkendte er at betragte som kætteri.
Over de næste årtier får Inkvisitionen travlt med at rydde op blandt de troende og få ensrettet de religiøse forestillinger. Koncilets modsvar til reformationen får dog også voldsomme følger for storpolitikken.
Den kraftige fordømmelse af protestantismen giver nemlig de verdslige ledere, konger, fyrster og kejsere en fortrinlig lejlighed til at føre hellig krig for deres egen vindings skyld. Få årtier senere bryder konflikten ud i en kolossal krig, der kommer til at ramme næsten hele kontinentet: Trediveårskrigen, som også er blevet kaldt: Den europæiske borgerkrig.