Irland får status som en såkaldt dominion-stat, der formelt stadig står under den engelske konge, og det britiske parlament beholder sin ret til at vedtage lovgivning hen over hovedet på det irske parlament

Den 7. januar 1922 vedtager parlamentet i den Irske Fristat at ratificere den såkaldt Anglo-Irske Traktat, der sætter punktum for den irske frihedskrig og giver størstedelen af den irske befolkning en vis grad af selvstændighed.
Vejen til selvstændighed har været lang og tung for irerne, der på dette tidspunkt har levet under et brutalt engelsk herredømme i over 700 år. Først med det åbne oprør i 1916 lykkes det den Irske Republikanske Hær (IRA) gradvist at trænge briterne så meget i defensiven, at de til sidst bliver tvunget til forhandlingsbordet.
I 1920 har det britiske parlament vedtaget en lov, der i praksis splitter Irland i to dele, en nordlig og en sydlig, hver med deres eget parlament og et udvidet hjemmestyre. Briternes håb er, at de derigennem vil kunne beholde i hvert fald den nordlige del af øen.
I efteråret 1921 efter indgåelsen af en permanent våbenhvile, sætter forhandlerne sig til bordet. Den britiske delegation ledes af den senere premierminister Neville Chamberlain, mens de irske forhandlere består af den tidligere leder for partiet Sinn Fein, Arthur Griffith, og den karismatiske IRA-officer, Michael Collins.
Forhandlingerne bliver langvarige og hårde, med gentagne trusler om at genoptage kamphandlingerne. Men den 6. december lykkes det at komme frem til et kompromis, som straks bliver underskrevet og sendt tilbage til de tre parlamenter til ratificering.
Det endelige dokument er langt fra det løfte om fuld selvstændighed, som irerne har fået stillet i udsigt. Irland får status som en såkaldt dominion-stat, der formelt stadig står under den engelske konge, og det britiske parlament beholder sin ret til at vedtage lovgivning hen over hovedet på det irske parlament. Desuden får parlamentet i Nordirland fuld frihed til at lade den nordlige del af øen forblive en del af Storbritannien, en ret som Ulster-parlamentet straks benytter sig af.
Mens traktaten bliver godt modtaget i både England og Nordirland, og let passerer igennem behandlingen i parlamenterne, går det ikke ligeså let i det irske parlament Dáil Éireann.
Selv om både Griffith og Collins har stor indflydelse og taler for, at traktaten var det bedst opnåelige resultat, er mange af parlamentets medlemmer skuffede, og præsidenten Éamon de Valera er direkte imod at Dáil`en ratificerer traktaten. Først efter mange forhandlinger og en opslidende ni dage lang debat godkender Dáil Éireann traktaten den 7. januar med stemmerne 64 - 57. Afstemningen fører kort efter til, at præsident de Valera træder tilbage og afløses af Arthur Griffith.
Traktaten med Storbritannien har nok ført til en afslutning af frihedskrigen men har til gengæld lagt grunden til den borgerkrig, som kommer til at hærge Irland frem til maj 1923 og som kommer til at koste blandt andre Michael Collins livet.
Fuld irsk selvstændighed kommer til at have endnu længere udsigter. Først i 1932 giver det britiske parlament endeligt afkald på sin ret til at vedtage lovgivning for den Irske Republik.