Den 14. januar 1814 underskriver de nordiske kongedømmer Danmark og Sverige en traktat i byen Kiel i det danske Slesvig-Holsten

I traktaten giver den danske konge Frederik VI afkald på det danske overherredømme over Norge, som for fremtiden skal indgå som en del af et rigsfællesskab med Sverige. Til gengæld får Danmark den svensk besatte del af Pommern.
Aftalen er et tegn på Danmarks uhyre svage position. Napoleonskrigene er så godt som ovre (om end der stadig mangler en lille krølle på halen i 1815) og Danmark har som sædvanligt valgt at holde på den forkerte hest ved i flere omgange at gå i en nølende alliance med Frankrig.
I 1814 står Danmark overfor en direkte trussel om invasion fra både Sverige og Prøjsen, flåden som ellers kunne give nogen beskyttelse er tabt til briterne. Med Napoleons nederlag står det således frit for Danmarks naboer og modstandere at sætte krav igennem overfor den ydmygede kong Frederik.
Freden i Kiel er et hårdt slag for den danske konge, der dog ikke bare har tænkt sig at se på, mens svenskerne halverer kongerigets størrelse. I Norge sidder nemlig kronprinsen Christian-Frederik (den senere Christian VIII), og med støtte fra Danmark og de vigtigste adelsmænd i Norge bringer han sig selv i front for en norsk selvstændighedsbevægelse.
Den danske kronprins` motiver er sikkert alt andet end ædle, men faktisk udvikler selvstændighedsbevægelsen sig hurtigt til et folkeligt projekt med progressive tendenser. I maj mødes en folkelig grundlovgivende forsamling i Eidswoll, hvor det lykkes at udarbejde en moderne forfatning, der sikrer stemmeret for næsten en tredjedel af den voksne befolkning (et uhørt stort tal på den tid). Samtidig udråber forsamlingen den danske kronprins som kong Christian-Frederik af Norge.
Den danske succes bliver dog kortvarig. En kortvarig krig med Sverige i sommeren 1814 tvinger Christian-Frederik til at opgive sit kongedømme og overlader det til nordmændene selv at forhandle deres union med Sverige.
Da traktaten fra Kiel således egentlig ikke er blevet opfyldt, er der intet der kan forhindre, at Prøjsen sikrer sig kontrollen med Pommern, som Danmark jo egentlig skulle have haft i bytte for Norge.
Danmark står tilbage som den store taber med en svækket konge, der må se på, at et folkevalgt parlament selv forhandler Norges skæbne med svenskerne. Virkeligheden er ved at indhente det lille nordiske rige, både hvad angår dets drømme om at være stormagt og dets tro på den enevældige kongemagt.