Som svar på krisen i den britiske kulindustri kræver de største mineselskaber, at kulminearbejderne skal have forlænget deres arbejdstid oven i købet til en væsentligt lavere løn.

Den 3. maj 1926 udbryder en generalstrejke, der rammer hele Storbritannien. De ni dage, strejken varer, bliver senere kendt som 'håbets dage'. I dag er der ikke mange udenfor Storbritannien, der kender til begivenhederne, men de er stadig gode at få forstand af.
Efter Første Verdenskrig er den britiske kulindustri i dyb krise, eksporten er stort set stoppet under krigen og hjemmemarkedet er skrumpet ind efter fredsslutningen i 1918. Som svar på krisen kræver direktørerne i de største mineselskaber i sommeren 1925, at de britiske kulminearbejdere skal have forlænget deres arbejdstid oven i købet til en væsentligt lavere løn.
Protesterne fra minearbejdernes fagforbund lader ikke vente på sig, og de bliver bakket op af Trade Union Congress (TUC), det britiske LO.
Den konservative regering under Stanley Baldwin afværger i sidste øjeblik en generalstrejke ved at love at betale subsidier, der skal holde minearbejdernes løn oppe i ni måneder. Baldwins garanti bliver udråbt som en sejr for fagbevægelsen, men i virkeligheden er der blot tale om, at den britiske regering køber sig tid til at forberede sig på generalstrejken.
Da de ni måneders frist udløber i april 1926, eksisterer der stadig ingen plan for løsning af krisen i kulindustrien, og hverken regeringen eller mineselskaberne er til at hugge eller stikke i.
Den 1. maj 1926 proklamerer TUC generalstrejke med virkning fra den 3. maj til støtte for minearbejdernes krav.
Strejken bliver meget omfattende med millioner af arbejdsnedlæggelser over hele landet, men regeringen har været godt forberedt: Et specielt korps er nedsat for at sikre de livsnødvendige forsyninger, og en effektiv propaganda bliver kørt imod strejken, ledet af finansminister Winston Churchill.
Selv arbejderpartiet Labour stikker en kniv i ryggen på de strejkende, fordi de socialdemokratiske ledere frygter en revolutionær udvikling som følge af strejken. Befolkningens sympati overfor minearbejdernes forfærdelige forhold er dog stadig stor, og selv den engelske konge George den 5. udtaler: 'Prøv først at leve på deres lønninger, før I dømmer dem.'
I ni dage holder håbet om, at generalstrejken kan presse et forlig igennem som kan sikre minearbejdernes forhold, men den 12. maj beslutter TUC at krybe til korset og afblæse strejken uden et forlig. I de kommende måneder bliver minearbejderne gradvist presset i arbejde igen, under meget dårligere forhold.
Strejken har været et kæmpe nederlag for den solidariske fagbevægelse, der står voldsomt svækket kun få år inden Depressionen bryder ud. Året efter vedtages oven i købet en lov, der forbyder sympatistrejker af enhver art.