Strejken bliver lang og blodig, og britisk politi slår gang på gang hårdt ned på ¤¤fredsforstyrrere¤¤

Den 6. marts 1984 starter britiske kulminearbejdere en strejke, der udvikler sig til en ét år lang konflikt, der bliver et knusende nederlag for den britiske fagbevægelse.
Strejkens særlige karakter skyldes, at de britiske kulminer, som de fleste i Europa, er nationaliserede, og konflikten står direkte mellem staten og de strejkende arbejdere.
Allerede i 1981 begynder uroen at brede sig blandt kulminearbejderne, da regeringen fremlægger planer om at lukke 22 mineskakter. På det tidspunkt bliver en strejke midlertidigt afværget, men i vinteren 1983/84 er den gal igen. Nu skal 20 miner lukkes og 20.000 mister arbejdet. Regeringen hævder, at kulindustrien går tilbage, og staten kan ikke i længden finansiere en industri, der allerede er støttet af staten.
Sandheden er dog, at de britiske kulminer faktisk har en produktivitet, der ligger langt over resten af Europa og USA. De britiske miner har svært ved at klare konkurrencen, fordi mineindustrien får meget mindre statsstøtte end for eksempel den amerikanske. Den konservative regering under Margaret Thatcher vil ikke opgive planen og vælger gradvist at lukke minerne.
6. marts begynder strejken i to af de lukningstruede miner, Cortonwood og Bullcliffe Wood. 12. marts erklærer Arthur Scargill, der er formand for National Union of Mineworkers (NUM), generalstrejke for hele kulmineindustrien, og langt de fleste af landets knap 200.000 kulminearbejdere er i strejke.
Strejken bliver lang og blodig, hvor britisk politi gang på gang slår hårdt ned på 'fredsforstyrrerne'. 23. marts er store politistyrker i kamp med strejkende arbejdere i 'slaget ved Orgreave'. Under strejken bliver en del skruebrækkere overfaldet af blokadevagter. Det bliver dog ikke den rå magt, der afgør konflikten. Strejken varer næsten et år, og minearbejdernes familier synker gradvist ned i dybere og dybere fattigdom, trods alle forsøg på at hjælpe dem.
Den 3. marts 1985 slutter strejken, da en afstemning giver et lille flertal blandt arbejderne for at stoppe. Inden da har arbejderne mistet meget folkelig sympati takket være en stærk kampagne imod strejken i de britiske medier med anklager om, at strejken er finansieret af Sovjetunionen. I virkeligheden har sovjetiske arbejdere i solidaritet støttet de strejkende af egne lommer uden om regeringen.
Strejkens afslutning er et stort nederlag for fagbevægelsen, der ikke siden har kunnet føre arbejdskamp med den samme styrke. I alt bliver ti mennesker dræbt under strejken. Det er mindre end, der normalt dør ved ulykker i britiske miner på et år.