Hver måned har sin overskrift. I oktober kan du være i Malawi, i januar synge i Horsens og til maj gå til eksamen i Holstebro.
vor skal du tage din HF? Det spørgsmål stiller Ungdomshøjskolen PTG og tilbyder unge at gøre det på det internationale skolecenter ved Ulfborg.
PTG står for Praktisk Teoretisk Grunduddannelse, og programmet starter den 10. august. Den konkrete HF-tilmelding foregår hos VUC i Holstebro. Og man kan tilmelde sig nu.
Skoleårets program fører deltagerne langt omkring, både i Danmark og i verden.
Der er studierejser til Malawi, Kaukasus og Iran.
Uddannelsen foregår i et internationalt miljø med en del elever fra andre lande. Man forholder sig til den aktuelle politiske dagsorden. Således valgte man sidste år at forholde sig aktivt til, at USA`s præsident George W. Bush`s stemplede en række lande som 'Axis of Evil' - altså Ondskabens Akse. Derfor udviklede man på PTG tanken om 'Axis of Friends'. De studerende fra PTG rejste blandt andet til Iran for der at lære unge iranere at kende og bygge venskab med dem.
Af det program for skoleåret, som man kan finde på hjemmesiden www.ptg.dk fremgår det, at august måned har overskriften sport og sundhed. September hedder Solidarisk Humanisme med blandt andet indsamling til bekæmpelse af aids i Afrika.
I oktober forbereder deltagerne sig til rejserne, som gennemføres i november. December og januar er fuld af musik, mens februar sætter fokus på naturvidenskab. Marts byder på Danmarksundersøgelser, mens april - den første forårsmåned - både praktisk og teoretisk handler om grøn livsstil og dyrkning af fødevarer på marker omkring skolecenteret på Tvind ved Ulfborg i Vestjylland.
Hele året igennem er der teoretiske studier frem mod HF-eksamen. I maj og juni samles så hele opmærksomheden om at læse stoffet op og gå til eksamen.
Hvad koster det at tage sin HF eller blot nogle udvalgte HF-fag på PTG?
Det koster 3002 kroner om måneden for kost og logi, fremgår det af hjemmesiden.
Her står der også, at man faktisk kan tjene pengene til betaling for kost og logi ved lønnet arbejde på skolen.
'Det betyder, at du løser praktiske opgaver seks timer om ugen, og at du får et skattepligtigt honorar på cirka 3000 kroner netto om måneden. Opgaverne kan være rengøring, havearbejde, bagning, eller vedligeholdelsesarbejde.'
Pengene til rejser tjener deltager ind i fællesskab ved andre arbejdsprojekter.
Økonomi behøver således ikke at stille sig i vejen for et år på PTG, hvor man ud over HF også kan tage en 10. klasses afgangseksamen.
For nærmere oplysninger og tilmelding kontakt: louise@ptg.dk - eller ring på 2763 2398.
www.ptg.dk
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278