Om morgenen den 20. marts 2003 udløber den 48 timers frist, som USA`s præsident George W. Bush den 17. marts har givet Iraks præsident, Saddam Hussein til at forlade Irak med hans to sønner Uday og Qusay

Dermed forsvinder det sidste håb for at hindre et USA-ledet angreb på Irak, og klokken 5:33 overskrider de første amerikanske og britiske tropper grænsen til Irak.
I realiteten har krigen dog været i gang i lang tid. Den konstante bombekampagne, der har været ført imod Iraks infrastruktur siden 1998, er efter Bush` tale 17. marts blevet kraftigt optrappet. Om aftenen den 19. marts udfører amerikanske fly et heftigt bombardement med seks-tons tunge 'Bunker-Buster'-bomber imod landstedet Dora, hvor Saddam Hussein angiveligt skulle befinde sig.
Men Saddam er et helt andet sted, og bomberne dræber 15 civile endnu inden krigen officielt er begyndt. Samtidig har britiske og amerikanske specialstyrker krænket irakisk territorium i forbindelse med forberedelsen af bombningerne af militære og civile anlæg i Irak.
USA`s strategi for krigen skal gå over i historien som 'Shock and Awe'. Ideen går, kort fortalt, ud på at udslette Iraks hær og befolknings modstandskraft ved at angribe med en overvældende styrke og forårsage maksimal ødelæggelse på så kort tid som muligt.
Teorien er, at den psykologiske effekt af at blive bombet tilbage til stenalderen på få timer vil sætte irakerne i sådan en tilstand af chok, at de ikke vil gøre modstand mod besættelsesmagten, før det er for sent.
Den praktiske udførsel af 'Shock and Awe' bliver dog besværliggjort af, at Tyrkiet nægter at lade USA angribe fra baser i Tyrkiet. Koalitionen er derfor nødt til kun at angribe fra sydvest. Den totale ødelæggelse kommer i første omgang til at ramme irakerne i mindre grad, end USA`s forsvarsminister Donald Rumsfeld har tænkt sig.
Rumsfeld er på sin side voldsomt optaget af at modbevise udenrigsminister Colin Powells doktrin om, at 'Amerika ikke bør gå ind i en krig uden først at have en plan for, hvordan man kommer ud af den igen'.
I starten går krigen efter Rumsfelds planer. 1. maj proklamerer en kampklædt George Bush fra dækket af et hangarskib: 'Mission Accomplished'. På dette tidspunkt har mindst 6500 civile irakere mistet livet under vægten af den amerikanske strategi sammen med et relativt lille antal britiske og amerikanske soldater. De kommende fire år afslører, at man ikke i længden kan bombe et folk til passivt at acceptere en besættelse. Besættelsesmagten lider tab, der er over ti gange større end under selve krigen. For Iraks civilbefolkning, er det nok nærmere 100 gange så mange.