Over 200 palæstinensere og 40 armenske munke søger tilflugt i Fødselskirken i Betlehem, hvor præsten tilbyder asyl

Den 2. april 2002 rykker israelske besættelsestropper ind i Betlehem på Vestbredden. Angrebet er en del af 'Operation Forsvarsskjold', der er begyndt fire dage før.
Aktionen skal knuse palæstinensernes folkelige opstand, der har stået på siden september 2000, og som siden er kendt som 'Den Anden Intifada'. Kampen om Betlehem ender i en belejringsaktion, der tiltrækker sig verdens opmærksomhed.
Det første angreb skal 'neutralisere', det vil sige dræbe eller fange, ledende personer i selvstyreadministrationen og de folkelige bevægelser. Palæstinenserne er forberedt, og de fleste af de efterlyste har søgt tilflugt i 'Fødselskirken', der er ét af de helligste steder for kristne.
I de næste timer søger over 200 palæstinensere og 40 armenske munke tilflugt i kirken, hvor præsten tilbyder asyl, hvis de nedlægger deres våben og ikke gør kirken til en krigsskueplads. Det giver store problemer for de israelske styrker, der på den ene side skal indfange flere af dem, der opholder sig i kirken, men på den anden side forstår den katastrofale effekt, det får, hvis de stormer kirken. At ødelægge kirken vil skade Israels forhold til resten af verden.
Derfor belejrer militæret kirken for sulte flygtningene ud. Belejringen udvikler sig til en international skandale.
Den katolske kirkes overhoved i Jerusalem siger, at flygtningene har fået midlertidig asyl på kirkens område, og opfordrer til forhandlinger om en fredelig løsning. Andre katolske talsmænd kalder Israels fremfærd for 'barbarisk', og selv den britiske udenrigsminister siger, at belejringen er 'aldeles uacceptabel'.
I mellemtiden forsøger israelske soldater at tvinge palæstinenserne i kirken til at overgive sig eller bryde deres løfte om ikke at forsvare sig med våben. Israelerne lukker blandt andet for vand til kirken, sætter brand i en nærliggende bygning og forsøger at starte ildkamp.
Provokationerne får ingen effekt, og Israel er ved at tabe propagandakrigen. Den 23. april begynder Israel nødtvunget at forhandle med palæstinenserne. Israel insisterer på, at de eftersøgte palæstinensere skal afhøres af dets efterretningstjeneste, før de deporteres.
Efter lange forhandlinger bliver 26 palæstinensere sendt i eksil i Gaza, mens de 13 mest eftersøgte sendes til Spanien. 10. maj 2002 slutter belejringen, da de sidste 13 nedlægger våbnene og bliver deporteret uden så meget som at få lov til at sige farvel til deres familier.
Belejringen af Fødselskirken er en relativt lille episode under Intifadaen og koster 'kun' otte palæstinensere og en armensk munk livet, men den voldsomme internationale opmærksomhed sætter fokus på Israels fremfærd overfor palæstinenserne.