23 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

23. april 1345 - Oprøret på Sankt Georgs Nat

23. april 1345 - Oprøret på Sankt Georgs Nat

Torsdag, 23. april, 2009, 00:00:00

Siden Valdemar Sejrs erobring i 1200-tallet har esterne levet under et brutalt udenlandsk herredømme, som har reduceret flertallet til slaver og livegne

Den 23. april 1345 på den såkaldte 'Sankt Georgs Nat' bryder et voldsomt oprør ud i den estiske by Harria.
Siden den danske konge, Valdemar Sejrs erobringer i første halvdel af 1200-tallet har det estiske folk levet under et brutalt udenlandsk herredømme, som har reduceret størstedelen af befolkningen til slaver og livegne.
Danskernes erobringer er blevet gennemført under dække af at være et 'korstog', velsignet af paven, så esterne er også i hobetal blevet tvangsdøbt og tvunget til at brødføde de rige munkeordner.
I midten af 1300-tallet er størstedelen af Estland under tysk herredømme, anført af den Livoniske Ridderorden, men for esterne gør det ikke den store forskel.
Da oprøret endelig bryder ud i Harria natten til den 23. april 1345, er det både voldsomt og godt planlagt. De oprørske bønder får hurtigt kontrollen med hele byens opland, hvor de indfanger og henretter deres tyske herrer.
Mange af oprørerne frasiger sig også den kristne tro og overfalder og nedbrænder de forhadte munkeklostre. I løbet af få dage bliver flere end 1800 tyskere slået ihjel, og de livoniske riddere bliver alvorligt nervøse for at miste kontrollen med hele Estland.
I al hast skynder stormesteren for den Livoniske Orden at indkalde oprørets fire øverste ledere til fredsforhandlinger. Allerede på forhandlingernes første dag vælger stormesteren dog at henrette alle fire, officielt fordi de udviste 'manglende respekt'.
Den 14. maj bliver den lederløse oprørshær nedkæmpet ved slaget ved Kanavere, men oprøret fortsætter sine steder i over to år til trods for de livonske ridderes brutale undertrykkelse.
Det voldsomme oprør betyder, at den danske konge i 1346 én gang for alle beslutter at opgive at holde på Estland og sælger sine sidste besiddelser til de tyske riddere.
Mindet om 'Sankt Georgs Nat' bliver genoplivet langt senere i 1943, da det bliver brugt som inspiration for de estiske partisaner, der kæmper for at smide den nazi-tyske besættelsesmagt ud af landet.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


23. apr. 2009 - 00:00   03. sep. 2012 - 11:39

Nyheder