Muhammed Ali bliver i 1964 vraget ved session på grund af ordblindhed. Med USA`s optrapning af Vietnamkrigen sænker militæret kravene, og Ali skal indskrives
Den 29. april 1967 stiller nogle hundrede unge amerikanske mænd til mønstring ved deres session på en militærbase i Houston, Texas. Blandt dem er den 25-årige verdensmester i sværvægtsboksning Muhammed Ali.
Hans optræden ved sessionen kommer til at koste ham hans titel som verdensmester, men kommer til gengæld til at vinde respekt hos alverdens forkæmpere for fred.
Ali, hvis fødenavn er Cassius Marcellus Clay, er tidligere i 1964 blevet vraget ved sessionen på grund af ordblindhed. Samme år konverterer Clay og tilslutter sig bevægelsen 'Nation of Islam', i hvilken forbindelse han også skifter navn.
Med USA`s optrapning af krigen i Vietnam bliver kravene for at indtræde i militæret imidlertid sænket, og Muhammed Ali står overfor at blive indskrevet som værnepligtig. Den unge sportsstjerne har dog ikke tænkt sig frivilligt at trække i uniformen, for som han siger:
- Krig er i modstrid med læren i den hellige Koran.
USA`s krig i Vietnam er heller ikke Alis kop te:
- Jeg har ingen problemer med Viet Cong, siger han i 1966 og fortsætter:
- Der er aldrig nogen af dem, der har kaldt mig for 'nigger'.
Ved mønstringen den 29. april 1967 møder Muhammed Ali op, som han er forpligtet til. Men, da hans navn bliver råbt op, nægter han tre gange at træde frem af geleddet. Da officererne spørger ham, om han er klar over, at han begår en forbrydelse imod staten, svarer han, at det er han godt klar over, men at hans overbevisning forhindrer ham i at deltage i krig.
Officererne anklager derefter Ali overfor domstolen i Texas, og senere samme dag fratager det amerikanske bokseforbund ham hans titel og forbyder ham at bokse mere. Andre forbund følger snart trop, og dermed er Muhammed Ali med ét slag gået fra at være én af verdens største sportsstjerner til at være en ung, arbejdsløs sort mand som så mange andre.
I løbet af de kommende tre år overlever Ali ved at holde taler på universiteter og ved fredsmøder, imens han kæmper en hård kamp ved domstolene for at undgå dom. Først i 1971 afgør USA`s højesteret, at både dommen imod Ali og fratagelsen af titlen som verdensmester var uretfærdige.
På det tidspunkt har stemningen i USA for længst vendt sig imod krigen i Vietnam, og Ali har fået sin tilladelse til at bokse tilbage. I 1974 genvinder han verdensmesterskabet, og hans navn står i dag som det ubetinget største ikon i international boksning.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278