Den 12. maj 1941 præsenterer den tyske ingeniør Konrad Zuse verdens første programmerbare computer i Berlin
Zuse har siden tidligt i 1930`erne arbejdet intenst på at producere en digital maskine, der kan programmeres med brug af den såkaldte Booleske logik, der siden 1830`erne har dannet grundlaget for ideen om fuldautomatiske regnemaskiner.
Zuses arbejde foregår i tæt samarbejde og venskabelig konkurrence med en lang række matematikere og ingeniører over hele verden. Nazisternes magtovertagelse i 1933 betyder, at Zuses kontakt med sine kollegaer i udlandet bliver stadig dårligere.
Hvor mange tyske videnskabsfolk flygter til udlandet for at undslippe nazismen, bliver Konrad Zuse tilbage og prøver at få den tyske stat til at fatte interesse for computerens nytte for krigsproduktionen. Med støtte fra forskellige forskningsinstitutter lykkes det Zuse at bygge to prototyper med begrænset mulighed for programmering.
I maj 1941 præsenterer han så sin 'Z3', der er verdens første fuldt programmerbare computer. Z3 er kun delvist elektronisk og læser sine programmer fra hullede filmstrimler, men dens interne logik er langt forud for de datamater, der på dette tidspunkt bliver udviklet i USA og Storbritannien.
Den nazistiske overkommando er dog ikke særligt imponeret over opfindelsen, og Z3 bliver sat til at foretage aerodynamiske beregninger til konstruktion af vinger til flyvemaskiner. I mellemtiden er briterne godt i gang med at udvikle de såkaldte Collossus-computere, der bruger en primitiv logik og ikke kan programmeres, men som får langt større betydning i brydningen af den tyske marines kodesprog.
Konrad Zuses originale Z3 bliver totalt ødelagt under et luftangreb på Berlin i 1943, lykkeligvis uden at have nået at udrette det store i nazisternes tjeneste. Selv om Z3 ikke når at få den store betydning, markerer den et vigtigt skridt ind i computer-alderen.
Først efter krigens afslutning får USA udviklet sin første programmerbare computer ENIAC, og da man i 1963 - 20 år efter ødelæggelsen af originalen - bygger en nøjagtig kopi af Z3, er den stadig i stand til at konkurrere med den tids computere og bliver brugt af universitetet i München.
Konrad Zuse flytter efter krigen til Schweiz, hvor han bygger verdens første kommercielle computere.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278