14 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

17. juni 1944 - Islands uafhængighedsdag

17. juni 1944 - Islands uafhængighedsdag

Onsdag, 17. juni, 2009, 00:00:00

Den 17. juni er Islands uafhængighedsdag. På denne dag i 1944 bliver øen officielt en republik med fuldstændig suverænitet efter næsten 700 års udenlandsk overherredømme, de fleste under det danske kongedømme

Danmark overtager kontrollen med Island fra Norge som en del af oprettelsen af Kalmarunionen mellem de nordiske lande i 1380`erne. I starten betyder det ikke det store, men efterhånden som de danske konger får mere styr på Danmark, begynder de at udøve deres magt i de fjerneste afkroge af riget.
Det begynder med Reformationen, hvor Christian III tvinger den nye religion ned over hovedet på islændingene, trods modstand fra biskopper og befolkningen. Værre ting venter dog forude.
I 1602 bliver det fastlagt ved lov, at Island kun må handle med Danmark, al udenrigshandel er forbudt. Det sikrer, at Island bliver så afhængig af Danmark, at ethvert håb om selvstændighed bliver umulig. Loven bliver først afskaffet i 1854, fem år efter demokratiets indførelse i Danmark.
Da enevælden bliver indført i Danmark i 1660 rammer det også islændingene hårdt. Island har en lang tradition for at vedtage alle love på et åbent ting, Altinget, hvor alle frie mænd har adgang. Med enevælden sker al lovgivning fra kongens skrivebord.
Op igennem 17- og 1800-tallet betyder naturkatastrofer og koldere klima, at store dele af Islands befolkning sulter. Mange tusinde emigrerer i disse år til det amerikanske kontinent. Blandt dem der bliver vokser utilfredsheden, og en egentlig selvstændighedsbevægelse tager form.
I 1843 bliver Altinget indført i en ny form, i starten som rådgivere for den danske konge, men gradvist med større og større selvstændig magt. I 1871 får Island hjemmestyre indenfor Rigsfællesskabet.
Den 10. maj 1940 invaderer britiske tropper øen, efter at Danmark er blevet besat af Nazi-tyskland. Fra krigens start har Island erklæret sig neutralt og sendt flådefartøjer imod både tyske og britiske skibe, der trænger ind i islandsk territorialfarvand. Storbritannien vælger derfor at besætte hele Island.
I 1941 bliver den britiske besættelse afløst af en amerikansk, og det er på dette tidspunkt, at Altinget forhandler sig til en aftale med besættelsesmagten om at holde en folkeafstemning om selvstændighed og løsrivelse fra Rigsfællesskabet.
Da Island erklærer sin selvstændighed den 17. juni 1944, er det stadig så som så med selvstændigheden, for der er 40.000 amerikanske soldater, som holder øen besat. Det kommer til at tage et langt politisk slagsmål efter krigen at få USA ud, og den sidste soldat forlader først Island, da landet er medlem af NATO.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


17. jun. 2009 - 00:00   03. sep. 2012 - 11:39

Nyheder