Skotland har siden 1296 været besat af England, som erobrede landet under kong Edward I

Den 24. juni år 1314 er en vigtig dato for det skotske folk. På denne dag vinder Skotland i praksis sin uafhængighed tilbage mod den engelske besættelsesmagt.
Skotland har siden 1296 været besat af England, som erobrede landet under kong Edward I. Siden da har Skotland og det nordlige England været i en nærmest permanent krigstilstand med talrige oprør og indbyrdes stridigheder mellem de skotske adelsmænd.

William Wallace
Det er nu snart ni år efter henrettelsen af den notoriske oprører William Wallace i London. Wallace i dag måske mest kendt fra den hamrende historisk ukorrekte actionfilm Braveheart, men hans oprør inspirerer til en mere organiseret kamp mod englænderne.
I 1314 er situationen forandret, de fleste skotske adelsmænd har erklæret deres støtte til én kandidat til den skotske trone, kaldet Robert Bruce. I England er Edward I blevet afløst af sønnen Edward II, der har sine egne problemer med oprørske baroner i England, som blandt andet har myrdet kongens elsker, adelsmanden Piers Gaveston.
I et sidste forsøg på at knuse det stadigt stærkere skotske oprør sætter Edward hele sin nordlige hær ind, og den 23. juni møder han den skotske hær under ledelse af Robert Bruce ved Bannockburn lidt syd for byen Stirling.
Slagets første dag går med at stille de mange tusinde soldater op, Englands hær er over tre gange så stor som den skotske. Dagens vigtigste begivenhed sker, da en ung, engelsk adelsmand, Henry de Bohun, ridder ud for at få overblik over de skotske styrker og ender med at stå foran Robert Bruce selv.

Englænder taber hovedet
I sin iver efter berømmelse angriber de Bohun, men Bruce lader blot sin hest træde et skridt til side og kløver englænderens hoved med sin økse! De Bohuns død foran den skotske hær er ikke den start, som kong Edward ønsker sig.
Dagen efter går slaget for alvor i gang, og de engelske riddere stormer frem mod skotterne med det resultat, at flere hundrede riddere dør mellem de skotske spyd. Da infanteriet bliver sat ind, går det ikke bedre, for den enorme engelske hær er svær at manøvrere, og mange steder udbryder der panik blandt de indeklemte soldater.
Paniken spreder sig snart til hele hæren, der begynder at flygte kun for at blive slagtet af skotterne, der ikke bærer så tunge rustninger og derfor kan løbe hurtigere. Kong Edward når kun at redde lidt under halvdelen af hæren og må slukøret vende hjem for at knuse oprøret derhjemme.
Sejren ved Bannockburn slår én gang for alle Robert Bruces magt som konge af Skotland fast. De få borge, der stadig er på engelske hænder falder på stribe i de følgende uger. Selv om England først erkender nederlaget i 1328, så vinder Skotland faktisk sin frihed ved Bannockburn.
Det varer dog ikke længe før englænderne er tilbage, og Skotland kan se frem til endnu mere end 400 år med krige mod engelske besættelsesstyrker.