Den 28. juli 1914 erklærer det Østrig-Ungarske kejserrige krig imod kongeriget Serbien og sætter dermed gang i en kædereaktion af krigserklæringer fra alle Europas stormagter. Det skal føre store dele af verden ud i den mest ødelæggende krig, verden på det tidspunkt har set

Anledningen til krigserklæringen er en serbisk nationalists attentat imod den Østrig-Ungarske kronprins ærkehertug Franz-Ferdinand i Sarajevo den 28. juni. Mordet er en perfekt anledning for kejseren, der længe har drømt om at få magten på Balkan ved at besejre Serbien.
Det østrig-ungarske ultimatum og senere krigserklæring fører dog til en katastrofe, som ingen af verdens diplomater har kunnet forudse. Krisen efter attentatet i Sarajevo er nemlig ikke bare en sag mellem Østrig-Ungarn og Serbien, begge lande er viklet ind i et net af alliancer med andre stormagter, der alle har lovet hinanden støtte i tilfælde af krig.
Da krigen bryder ud, får det øjeblikkeligt Serbiens allierede, Rusland, til at mobilisere sin enorme hær. Kontinentets mægtigste militærmagt, det Tyske Kejserrige, er i alliance med Østrig-Ungarn. Den tyske generalstab har siden starten af århundredet haft en strategisk plan, kaldet Schlieffen-planen, som på den ene side siger, at hvis Rusland nogensinde mobiliserer sin hær, så må Tyskland erklære krig og slå Rusland omgående. Anden del af planen tilsiger, at i tilfælde af krig mod Rusland må Tyskland gå i krig mod russernes allierede, Frankrig, og slå dem før Rusland kan nå at mobilisere. For at angribe Frankrig må tyskerne også gå i krig med både Belgien og Holland!
På begge sider af konflikten er Storbritannien og det tyrkiske Osmannerrige klar til at gå ind i krigen, når den bryder ud. Da Østrig-Ungarn erklærer krig igangsætter det den katastrofale kædereaktion af krigserklæringer, der på få uger kaster næsten alle stormagter ud i den alt ødelæggende krig, som vi kender som Første Verdenskrig.
Alle lande går ind i krigen med forestillingen om en kort krig præget af hurtige manøvrer og afgørende sejre, som kan flytte rundt på Europa-kortet og stille dem selv i en stærkere position. Virkeligheden bliver helt anderledes.
Sammenstødet mellem de mægtigste imperialistiske magter bliver et langvarigt, fastfrosset og ufatteligt blodigt slagteri, der først slutter i 1918 da Østrig-Ungarn og Tyskland med deres allierede er slidt ned og på randen af kollaps. Allerede året før har russerne fået nok af krigen og er nu i fuld gang med deres revolution. Det, der skulle have været en begrænset krig for egen vindings skyld, fører i stedet til undergangen for en række imperialistiske stormagter og skabelsen af en helt ny verdensorden.