10 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

7. august 1819 - Slaget ved Boyacá

7. august 1819 - Slaget ved Boyacá

Fredag, 07. august, 2009, 00:00:00

Spaniens-tro styrker bliver fanget i Boyacá i Colombia. Det lykkes at holde dem stangen, til Simón Bolívarss styrker når frem

Den 7. august 1819 er en væsentlig mærkedag i mange sydamerikanske lande. Det er nemlig datoen for slaget ved Boyacá, én af de mest afgørende sejre for Simón Bolívars i befrielseskampen imod det spanske koloniherredømme.
Den 25. juli har forenede oprørsstyrker fra en række forskellige sydamerikanske lande under ledelse af Simón Bolívars vundet en stor sejr over de royalistiske kolonitropper under et slag i Vargas sumpene. Dermed er det spanske overherredømme i kolonien Ny-Grenada, det der i dag er kendt som Colombia, næsten besejret.
I et sidste desperat forsøg på at bevare kontrollen marcherer de samlede tilbageværende royalistiske styrker, som stadig er loyale overfor den spanske krone, imod hovedstaden Bogotá, der står uden forsvar. På samme tid lykkes det imidlertid en mindre styrke af republikanske oprørere under brigadegeneral Francisco de Paula Santander at afskære vejen for royalisterne efter en ilmarch gennem junglen.
De royalistiske styrker bliver fanget nær en bro i departementet Boyacá kun få kilometer fra Bogotá. Det lykkes Santanders styrker at holde royalisterne stangen længe nok til, at hovedstyrken under Bol’var selv kan nå frem og skære sig ind imellem den royalistiske fortrop, der kæmper ved broen og bagtroppen, der ligger et par kilometer inde i landet. Opsplittede, i undertal og uden ordentlig ledelse overgiver størstedelen af de 3000 tilbageblevne royalister sig.
Under slaget har særligt britiske og irske frivillige gjort sig bemærket, og da Simón Bolívars efter slaget bliver overrakt en laurbær-krans, siger han, at kransen retteligt tilhører hans irske og britiske kammerater. Slaget ved Boyacá er relativt ublodigt med kun lidt over 100 døde på begge sider, men betydningen af Bol’vars sejr bliver enorm.
Det øverste spanske overhoved i Sydamerika, den kongelige stedfortræder Juan de Samano flygter til Spanien, da han hører om royalisternes nederlag. Selv om kampene fortsætter flere år endnu, betyder sejren begyndelsen til enden for det spanske koloniherredømme i Sydamerika.
I løbet af de kommende måneder bringer Simón Bolívarss republikanere uafhængighed til både Venezuela, Peru, Ecuador samt skaber en helt ny stat: Bolivia. Venezuela, Panama og Ecuador går efterfølgende sammen med det tidligere Ny-Grenada i skabelsen af en enorm republik Gran-Colombia, som dog ikke kommer til at holde sammen som stat århundredet ud.
Datoen den 7. august bliver stadig højtideligholdt i mange sydamerikanske lande.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


07. aug. 2009 - 00:00   03. sep. 2012 - 11:39

Nyheder