10 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

ÅRHUS - Africa Now 14.-19. august

ÅRHUS - Africa Now 14.-19. august

Onsdag, 12. august, 2009, 00:00:00

AFRICA NOW skruer op for lyden og præsenterer seks intense dage i dialog med Vestafrika på arealerne i og omkring Musikhuset Aarhus

På Landsudstillingen i 1909 blev Afrika repræsenteret med en Abssinerlandsby, der bestod af runde træhytter og 80 afrikanere, der skulle vise det eksotiske liv på det afrikanske kontinent. I Dialog09-året får Århus atter besøg fra Afrika, men denne gang er det et helt andet billede af Afrika, gæsterne viser.

Vestafrika stormer fremad med biennaler, festivaler og en ekspanderende kunstproduktion.
AFRICA NOW gæstes af filmdistributører fra verdens største filmindustri, Nollywood, som på mindre end to årtier har overhalet Hollywood indenom - billedkunstnere fra Afrikas største kunstudstilling, Dak`Art, som ånder Venedig Biennalen kraftigt i nakken og festivalledere fra Festival au Desert - en musikfestival midt i ørkenen skabt af det nomadiske Tuareg-folk, der i 2001 byttede våbnene ud med bluesguitarer. Mød dem på konferencen.
Vestafrikas progressive kunstneriske udtryk er båret af en stærk social bevidsthed. Særlig musikken har været medvirkende til politiske omstyrtninger og mobiliseret opbakning i befolkningerne. Den senegalesiske rapper Xuman, som deltager på dialogmøde og konference, fik banket stemmeprocenten afgørende op under det forrige præsidentvalg ved at bruge sine tekster til at formidle politiske budskaber og en højlydt tro på forandring.

Feminister på den vestafrikanske rapscene.
De to kvindelige rappere Priss`K & Nash, som deltager på konferencen og på dialogmødet, er de absolut hotteste navne på den vestafrikanske musikscene lige nu. Priss`K er som den første kvindelige rapper i Elfenbenskysten blevet et ikon for kvindelige rappere i Vestafrika. Begge repræsenterer de en generation af unge, der med globalt udsyn og social bevidsthed insisterer på at skabe en bedre fremtid gennem handling. Musikken er redskabet.
- Jeg ved godt, jeg ikke kan ændre hele verden, men jeg vil gerne ændre forholdene for unge kvinder her, siger Priss`K, hvis tekster konfronterer sexisme, racisme, fattigdom og social uretfærdighed med en charme, der får selv den mest hårdkogte mandschauvinist til at give efter.

Billedkunst og islams mange ansigter.
Billedkunsten har også taget protesten til sig og skabt et rum omkring sig, der taler direkte ud af posen om alt fra klimaproblematikker til globalisering, samtidig med at den optræder i en religiøs kontekst. Størstedelen af Vestafrikas befolkning er muslimer. Men Islam har mange udtryk, og i Senegal, hvor billedkunstner Kan Si er fra, er den esoteriske version, sufismen, den mest udbredte. Men hans kunst er ikke religiøs kunst per definition. Kan Si deltager på Dialogmødet, som har temaet Islam som kunstnerisk afsæt.

Ghana
- Vi vil prøve at genskabe det pulserende gadeliv i Vestafrika og forsøge at komme væk fra billedet af de sultne børn og lerhytterne, fortæller Susanne Pascal fra Oplysningscenter om den tredje verden, som har bygget et overdådigt marked med arbejdende værksteder, hvor man også kan komme online med folk på en markedsplads i Ghana eller få en personlig erfaring med, hvordan det er at gå i skole i Vestafrika.

I og omkring Musikhuset Aarhus
14.-19. august - Program: www.dialog09.dk

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


12. aug. 2009 - 00:00   03. sep. 2012 - 11:39

Nyheder