06 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

10. september 2009 - Er jorden gået under? CERN starter partikelacceleratoren Large Hadron Collider

10. september 2009 - Er jorden gået under? CERN starter partikelacceleratoren Large Hadron Collider

Torsdag, 10. september, 2009, 00:00:00

I dag den 10. september 2009 starter forskere ved atomforskningsinstitut CERN verdens største og kraftigste partikelaccelerator

Sidder du trygt i en stol og læser dette nu? Godt, det betyder, at jorden endnu ikke er gået under. Det er der ellers en del mennesker, der er bekymrede for skal ske i løbet af de kommende dage.
I dag den 10. september 2008 starter forskere ved det europæiske atomforskningsinstitut CERN verdens største og kraftigste partikelaccelerator.
Acceleratoren, kendt under forkortelsen LHC (Large Hadron Collider) består af en cirkulær 27 kilometer lang underjordisk tunnel, der ligger på grænsen mellem Frankrig og Schweiz.
I denne tunnel skaber tusindvis af elektromagneter et ufatteligt kraftigt magnetfelt, hvor forskerne kan accelerere stråler af kernepartikler til ekstremt høje hastigheder. Når acceleratoren kører på fuld kraft, vil partiklerne rejse alle 27 kilometer gennem tunnelen 11.000 gange i sekundet!
Hvad kan forskerne bruge det til? Jo, hvis forskerne for eksempel lader to partikelstråler løbe i hver sin retning og lader dem kollidere ved højeste hastighed, kan det skabe tilstande og partikler, der ellers ikke kan observeres, men som kan fortælle en masse om vores univers.
Forskerne håber at kunne skabe mikroskopiske kopier af universets 'sorte huller', ultra stærke tyngdefelter, hvor ikke engang lys kan undslippe fra og påvise eksistensen af 'mørkt stof'. Det er stof, som forskerne ikke kan observere, men som øjensynligt udgør 97 procent af universets masse.
Forskerne håber også at kunne simulere de allerførste brøkdele af et sekund i 'the big bang', det populære navn for den voldsomme udvidelse af rumtiden, der begyndte for knap 14 milliarder år siden og som skabte vores univers. Med andre ord: Forskerne håber at få svar på, hvor vores univers kommer fra og måske opstille én teori, der forklarer alting.
Husker du, at jeg spurgte dig, om jorden var gået under? Sagen er, at mange er bekymrede for forskernes pillen ved de fundamentale principper, der holder universet sammen. Selvsagt er det aldrig helt sikkert at prøve at genskabe the big bang, men det, der bekymrer mest, er udsigten til at skabe et sort hul på jorden.
Hvis hullet ikke opløser sig selv, som forskerne forudsiger, kan det blive fanget af jordens tyngdekraft og æde jorden op i løbet af få år. Det store flertal af verdens fysikere garanterer dog, at acceleratoren slet ikke har kraft nok til at udslette jorden.
Det er dog ikke helt ufarligt at slippe så voldsomme kræfter løs. En kollision mellem to partikler ved fuld hastighed udløser nemlig energi svarende til en middelstor flybombe, en energi som LHC`s magnetfelt skal holde indkapslet, hvis ikke hele det milliard-dyre teknologiske vidunder skal ryge i luften.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


10. sep. 2009 - 00:00   03. sep. 2012 - 11:39

Nyheder