05 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

17. september 1778 - Fort Pitt-traktaten

17. september 1778 - Fort Pitt-traktaten

Torsdag, 17. september, 2009, 00:00:00

Fort Pitt-traktaten skal styrke alliancen mellem indfødte og nybyggere mod den britiske kolonimagt, men bliver et varsel om undertrykkelseen af indfødte amerikanere

Den 17. september 1778 underskrives den første traktat mellem USA`s regering og landets indfødte befolkning i Fort Pitt, Pennsylvania.
Traktaten, der egentlig skal styrke alliancen mellem indfødte og nybyggere i kampen imod det britiske koloniherredømme, bliver i stedet et forvarsel om den undertrykkelse, som de indfødte amerikanere kommer til at lide under fra myndighedernes side.
Her midt under den amerikanske frihedskrig har den nyligt udråbte union brug for så mange allierede som muligt i kampen imod briterne. De hvide amerikanere har allerede en alliance med Frankrig, men en anden mulig forbundsfælle er den oprindelige befolkning, der i generationer har oplevet kolonimagternes undertrykkelse og fordrivelse på egen krop.
Det lykkes til at begynde med for regeringen at få kontakt med Lenape-høvdingen Hvide Øjne, som efterhånden får de fleste af stammerne i Delaware-territoriet med på at slutte sig til oprøret imod briterne.
Aftalen bliver underskrevet i Fort Pitt (i dag Pittsburg, Pennsylvania. Traktaten indebærer blandt andet, at USA`s hær kan bevæge sig frit i hele Delaware, at de lokale stammer har pligt til at brødføde soldaterne og desuden stille med deres bedste krigere, når USA`s regering befaler det.
Det eneste, de indfødte stammer får til gengæld, er et løst løfte om 'beskyttelse' imod angreb fra briternes side. Hvad, høvding Hvide Øjne og hans kampfæller håber på, er imidlertid, at alliancen med nybyggerne vil give de oprindelige folk en chance for at oprette en selvstændig stat i Delaware som tilflugtssted for de mange indfødte, der fordrives fra deres gamle hjem.
Regeringen er imidlertid absolut ikke interesseret i, at indianerne får deres egen stat, og planerne om Delaware som de indfødtes stat bliver aldrig til noget.
Traktaten fra Fort Pitt får heller ikke nogen lang levetid. Det viser sig hurtigt, at alliancen med USA på ingen måde er til de indfødtes fordel, tværtimod bliver de udnyttet på det groveste både af de gennemrejsende tropper og civile nybyggere.
Mindre end ét år efter traktatens indgåelse bliver Hvide Øjne myrdet af nybyggere, der skal forestille at være hans allierede. De indfødte stammer opsiger øjeblikkeligt traktaten og slutter sig i stedet til de britiske styrker.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


17. sep. 2009 - 00:00   03. sep. 2012 - 11:39

Nyheder