04 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

25. september 1969 - Forlaget Demos stiftes

25. september 1969 - Forlaget Demos stiftes

Fredag, 25. september, 2009, 00:00:00

Fra slutningen 1980`erne fokuserer Demos først og fremmest på at kæmpe imod racismen og højredrejningen i Danmark

Den 25. september 1969 afholder forlaget Demos a/s stiftende generalforsamling. Det bliver starten på foreløbig 40 års aktiv kamp for socialismen og imod imperialisme, krig og fremmedhad.
Ideen bag Demos udspringer af Vietnamkomiteernes arbejde og begynder med to politisk aktive studerende. De opretter i 1967 forlaget på privat basis for at udgive vietnamesisk litteratur og kritiske tidsskrifter fra USA`s venstrefløj.
I forbindelse med en større splittelse i Vietnambevægelsen i 1969 vælger de to oprindelige stiftere med hjælp fra folk i Vietnamkomiteerne at stifte forlaget Demos som et aktieselskab (fra 1975 et anpartsselskab), der skal udgive socialistisk og anti-imperialistisk litteratur og tidsskrifter.
Den stiftende generalforsamling bliver afholdt den 25. september 1969, og kort efter åbner forlaget sin første butik i Grønnegade i København. I de første år har forlaget stor succes, udgiver stribevis af bøger, tidsskrifter og musik og må flere gange flytte adresse for at skaffe mere plads.
I 1976 sker der dog en splittelse mellem flere af de ansatte og aktivister på den ene side og bestyrelsen på den anden. Selv om bestyrelsen får opbakning på de følgende generalforsamlinger betyder splittelsen dog en alvorlig svækkelse, og forlaget går konkurs i 1979.
Kort tid efter stifter forlagets aktivister i stedet foreningen Demos, der på et socialistisk, anti-imperialistisk grundlag vil kæmpe imod krig, undertrykkelse, sexisme og racisme.
Fra 1980`erne bliver Demos fokus flyttet til først og fremmest at kæmpe imod racismen. Fra starten koncentrerer kampen sig især om modstanden imod apartheidstyret i Sydafrika, men siden slutningen af 1980`erne har fokus ligget på bekæmpelsen af racisme i Danmark og den tiltagende højredrejning af samfundet.
I dag er foreningen én af de væsentligste drivkræfter bag kortlægningen af den ekstreme højrefløjs aktiviteter. Foreningen spiller en væsentlig rolle i afholdelsen af de årlige antiracistiske markeringer af Danmarks befrielse den 4. maj og Krystalnatten den 9. november.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


25. sep. 2009 - 00:00   03. sep. 2012 - 11:39

Nyheder