To huse styrter helt sammen et fattigkvarter i London, og otte mennesker drukner i øl, da en øltank revner på et nærliggende bryggeri

Den 17. oktober 1814 rammer en frygtelig tragedie et fattigkvarter i London. Bygninger styrter sammen og mennesker bliver dræbt som en direkte konsekvens af en katastrofal ulykke på en lokal virksomhed.
Ulykker af denne type er desværre alt andet end usædvanlige i 1800-tallets industrialiserede London, men på grund af ulykkens lidt specielle karakter har mindet om den overlevet helt til i dag.
Det succesfulde bryggeri Meux and Company ligger på Tottenham Court Road midt i et af Londons fattigste slumkvarterer. Aftenen den 17. oktober 1814 er en dag som så mange andre, og ingen i kvarteret aner, at katastrofen lurer lige om hjørnet.
Pludselig gennemrystes bryggeriet af et gigantisk brag: En af bryggeriets store tanke til opbevaring af færdigbrygget øl klar til tapning revner pludseligt uden varsel og sender en kaskade på over 600.000 liter øl ud i bygningen.
Det pludselige tryk fra det strømmende øl får resten af bryggeriets tanke til at give efter i en domino-effekt og i løbet af få sekunder tordner 1.470.000 liter øl ud igennem bryggeriets vinduer og oversvømmer det omkringliggende kvarter med en gigantisk flodbølge.
Pubben Tavistock Arms ligger lige op ad bryggeriet, og hvor mange af kvarterets arbejdere sidder og får sig en fyraftensbajer. Pubben får pludselig bagvæggen slået ind, og servitricen bliver begravet under murbrokkerne, mens gæsterne bliver skyllet ud på gaden og revet med af strømmen ned ad Tottenham Court.
Stort set alle huse i stiftet St. Giles får skader af øl-oversvømmelsen, to huse styrter helt sammen og i alt ni mennesker bliver dræbt, otte drukner i øllet mens én simpelthen dør af akut alkoholforgiftning!
For Meux and Company er uheldet også lidt af en katastrofe, dels på grund af det spildte øl, som der allerede var betalt skat af, dels på grund af risikoen for, at bryggeriet kan blive gjort retligt ansvarlig for skaderne og de tabte liv.
Da sagen kommer for retten viser det sig dog hurtigt, at retten som sædvanligt er på kapitalens side. Katastrofen erklæres for at være 'Guds værk', hvorfor ingen kan drages til ansvar. Staten vælger også at refundere den skat, der var betalt for øllet, og bryggeriet fortsætter produktionen helt frem til 1922.
De dræbte fattigfolk og de ødelagte huse i slummen, er der ikke mange der bekymrer sig for. Som altid må underklassen tage modgangen med oprejst pande, og én af metoderne kan jo være humoren:
I mange år efter taler man stadig om katastrofen som Guds anden og blidere syndflod, og de døde siges at have fået 'den bedste død fattigfolk kan håbe på'.