I dag er det 25 år siden, at katastrofen indtraf i på kemikaliefabrikken i Bhopal. På få timer mister ovre 4000 mennesker livet

Natten til 3. december 1984 er fabriksarbejdere ved at højtryksrense nogle rørledninger på en store kemikaliefabrik i den indiske by Bhopal. De ved ikke, at de er ved at sætte én af verdens alvorligste industrikatastrofer i gang.
Fabrikken Union Carbide India Limited (UCIL) har siden 1969 domineret erhvervslivet i Bhopal i delstaten Pradesh og er en tikkende bombe under miljøet og befolkningens helbred.
De amerikanske ejere har gennem årene flyttet en stadig større del af produktionen af pesticider til Indien for at skære omkostningerne ned til et absolut minimum. Det sker især ved at begrænse arbejdernes uddannelse og udsætte nødvendige reparationer og udbedringer af tekniske mangler.
Siden 1976 har to indiske fagforeninger ligget i konstant strid med UCIL for at sikre anasatte mod de livsfarlige arbejdsforhold, men under gældende indiske lovgivning og fordi den indiske stat ejer en stor aktiepost i UCIL, opnår de ikke meget.

Bøder til de ansatte
Imens bliver forholdene værre og værre. I månederne op til katastrofen fungerer ikke én af fabrikkens sikkerhedssystemer tilfredsstillende. Så sent som i november 1984 idømmer fabrikkens ledelse 70 procent af de ansatte bøder, fordi de nægter at omgå sikkerhedsreglerne for at skrue op for produktionen.
Sent om aftenen den 2. december går det galt. En gruppe arbejdere renser en serie rør uden at vide, at de er så gennemtærede, at der lækker store mængder vand ind i en tank med det højpotente giftstof methylisocyanat (MIC).
MIC bruges som et mellemled i pesticidproduktionen og er for længst afskaffet på de fleste fabrikker på grund af dets farlighed, men UCIL bruger det stadig, fordi det er det billigste. Tank nr. 610, som nu fyldes af vand, er fyldt med 42 tons MIC, langt mere end det tilladte.
Tanken har været ude af drift i månedsvis og har opbygget en alt for høj temperatur og tryk. Vandet sætter gang i en katastrofal reaktion, og omkring midnat bryder ventilerne sammen og udløser en gigantisk sky af giftgas, der lynhurtigt spreder sig til resten af fabrikken.
De automatiske sikkerhedssystemer fungerer ikke, og det underuddannede personale flygter over hals og hoved. Samtidig samler gasskyen en række andre giftstoffer fra fabrikken og bevæger sig ned imod byen.
I Bhopal vågner folk snart med kvælningsfornemmelser, og der udbryder panik. Hundredtusindvis af mennesker forsøger i desperation at flygte ud af byen, mens UCIL`s ledelse på tv forsikrer, at der ikke har været noget udslip på fabrikken.

Latterlig erstatning
Heldigvis har giftgassen en relativt kort levetid i fri luft, men på kun seks timer dræber den over 4000 mennesker. I alt bliver 10.000-25.000 mennesker ofre for gassen, den efterfølgende panik eller den voldsomme forurening, der gør alt vand udrikkeligt og al mad uspiselig i omegnen. Andre 200.000 mennesker får varige skader, langt de fleste er børn.
Nu begynder et langvarigt retligt slagsmål om ansvaret. Selv om Union Carbide i 1989 lover erstatning på 470 millioner dollar, og siden giver symbolske beløb til ofrene ved forskellige lejligheder, hævder deres hjemmeside stadig, at katastrofen skyldtes sabotage og ikke selskabets jagt på profit. Den dag i dag spærrer det amerikanske retssystem stadig for en retsforfølgelse af de egentlig ansvarlige.