Den 15. december 1256 falder den næsten utilgængelige fæstning Alamut, Ørnereden, efter en langvarig belejring. Det bliver enden for den berømte og berygtede sekt i den islamiske verden: Nizariyya, også kendt som Hashshashinerne
Nizariyya-sekten er shiitter og er til 1094 en del af Fatimid-Kalifatet, da en paladsrevolution sender den retmæssige arving til kalifatet, Abu Mansur Nizar al-Mustafa le-Dinallah, i eksil. Under general Hassan-i Sabbah begynder Nizariyya at opbygge et nyt liv i det delte og urolige Mellemøsten.
Nizariyya bringer en højt udviklet kultur med sig. Sekten tæller nogle af de højest udannede videnskabsfolk og filosoffer i middelalderens verden. I tilgift er dens lederskab erfarne i politiske intriger, og det er der snart brug for. Kort efter bruddet med fatimiderne kommer de første korsriddere til regionen. Korstogene kaster Mellemøsten ud i en næsten permanent krig. Den urolige tid passer perfekt til Nizariyya.
Med politisk pression, spionage og få effektive snigmord erobrer sekten nøglepositioner i Mellemsøsten fra Egypten til Persien, herunder fæstningen Alamut, der bliver center for viden og uddannelse samt hovedkvarter for regionens mest hemmelighedsfulde og effektive undergrundsbevægelse.
Nizariyya, eller Hashshashin er ikke stærke nok til at rejse en egentlig hær, men perfektionerer en form for asymmetrisk krigsførelse: snigmord. Sekten har et netværk af 'celler' i hele Mellemøsten med trænede og fanatiske tilhængere, der bliver frygtede blandt alle regionens magtfulde mænd.
Hashshashinerne går efter de mest magtfulde personer for at nå deres mål. En hashshashin rammer sit offer uden at skade andre og dræber med en skjult kniv om dagen med så mange vidner som muligt. Tit dræber de ikke deres ofre, men nøjes med at skræmme dem ved eksempelvis at lægge en kniv på hovedpuden, mens offeret sover.
Efterhånden som hashshashinerne vinder berømmelse, sættes deres evner også til salg for højestbydende. Meget der tyder på, at den engelske konge Richard Løvehjerte bruger deres tjenester til at rydde sin rival Konrad af Montferrat af vejen i 1192.
I midten af 1200-tallet strømmer de mongolske horder ind i Mellemøsten, og 15. december 1256 falder Alamut-fæstningen. Sektens store bibliotek bliver ødelagt sammen med dens administration. Fortællingerne om de legendariske lejemordere lever videre i dag. Det engelske ord for snigmorder, 'assassin', er en direkte omskrivning af øgenavnet for sektens tilhængere.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278