Terrorpakker, lømmelpakken, politiets fremfærd, permanente visitationszoner og varetægtsfængslinger som straf er ved at skræmme folk væk fra gaderne
'Et initiativ for demokratiske rettigheder' arrangerer et kampagnemøde for demokratiske rettigheder torsdag aften i Støberiet. De skriver:
Under COP15-mødet i København så vi igen, hvordan borgerrettigheder og demokratiske rettigheder blev sat til side af politiet og staten. Næsten 2000 mennesker blev frihedsberøvet i løbet af en uge, langt, langt de fleste uden nogensinde at blive stillet for en dommer. Adresser i København blev ransaget uden tilladelser, og civilulydige talspersoner, dialogpersoner og aktivister er blevet aflyttet, anholdt, varetægtsfængslet og anklaget for at organisere vold.
Det, vi så i december, var dog ikke kun et angreb på klimabevægelsen, men kulminationen af flere års tilbagerulning af generelle frihedsrettigheder for alle borgere. Terrorpakker, lømmelpakken, politiets fremfærd, permanente visitationszoner og varetægtsfængslinger som straf er ved at skræmme folk væk fra gaderne.
Vi ser demonstrationer, civil ulydighed og aktivisme som en vital del af et demokrati. Disse redskaber har indtil videre skaffet os så grundlæggende rettigheder som syv timers arbejdsdag, kvinders stemmeret, homo-rettigheder, retten til at ytre sig og meget andet. Hvis de her redskaber knægtes, strander den demokratiske udvikling i vores samfund!
Derfor vil vi starte en kampagne for at kræve vores rettigheder, og vi vil tilbageerobre retten til civil ulydighed og demonstrationer. Med udgangspunkt i de kommende retssager mod 'organisatorer af civil ulydighed', vil vi sætte demokratiet til debat og kæmpe imod den stigende frygt for politi og politikere, der holder folk fra åbent og aktivt at vise deres mening.
Vi inviterer dig til sammen med os andre at planlægge, hvordan vi kan skabe debat i samfundet gennem happenings, foredrag, seminarer, fester, aktioner og presse.
Vi vil indgå brede alliancer mellem grupper og organisationer, der slås for basale demokratiske rettigheder. Sammen er vi stærke, og sammen skal vi udvikle demokratiet!
På mødet vil der være et oplæg om, hvem vi er, hvad vi gerne vil lave og hvilke succeskriterier, vi har for kampagnen. Vi vil præsentere et forslag til en struktur for vores kommende arbejde og de tænkte tidsperspektiver. Derudover vil der være en hurtig gennemgang af de aktuelle politiske retssager efterfulgt af diskussion og nedsættelse af arbejdsgrupper.
Vi håber at se så mange som muligt!
Blågårds Plads 3, København
torsdag 21. januar kl. 19-22
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278