Op gennem firserne vokser både det indre og ydre pres dog så kraftigt, at den sydafrikanske regering må give efter og tilbagekalde flere og flere af de mest upopulære love

Den 2. februar 1990 offentliggør den sydafrikanske præsident F. W. de Klerk, at apartheid-styret har tænkt sig at ophæve forbuddet imod partiet African National Congress (ANC) samt en lang række andre organisationer, der har været aktive i modstanden imod apartheid.
Det gælder også det sydafrikanske kommunistparti, der som det eneste parti hele vejen igennem modstandskampen har været åbent for mennesker af alle hudfarver.
Lovliggørelsen af de mange partier og organisationer kommer efter årtiers massivt folkeligt pres på det racistiske styre. For nogle har den illegale modstandskamp varet hele deres liv.
Kommunistpartiet har været forbudt siden 1950, mens ANC har været illegalt siden 1960 oven på Sharpeville Massakren, hvor styret har slået massivt ned på modstandsbevægelsens protester imod de såkaldte pas-love, der pålægger afrikanere altid at skulle identificere sig med et pas og indskrænker deres bevægelsesfrihed.
Efter 1960 bliver hovedparten af kampen imod apartheid ført illegalt fra mindre grupper i Sydafrika støttet fra nabolandene. Dertil kommer den folkelige opbakning til kampen, der i stadig stigende grad kommer fra hele verden.
Meget af kampen bliver ført med fredelige midler i form af civil ulydighed, men ofte bliver det også nødvendigt at ty til våbenmagt. Angrebene på apartheid-styrets soldater giver den sydafrikanske regering en undskyldning for at erklære alle modstandsorganisationer for 'terrorister'.
Op gennem firserne vokser både det indre og ydre pres dog så kraftigt, at den sydafrikanske regering må give efter og tilbagekalde flere og flere af de mest upopulære love.
Den 2. februar 1990 kommer så endelig de Klerks meddelelse om lovliggørelsen af de illegale organisationer. Samtidig lover regeringen at frigive én af ANC's topfigurer, Nelson Mandela, der har siddet i fængsel siden 1962.
Med løftet om de første frie valg står det klart, at apartheid i Sydafrika synger på sit sidste vers, men blandt lederne i den vestlige verden er det ikke alle der ser skriften på væggen. Storbritanniens premierminister Margareth Thatcher mener for eksempel, at forholdene i Sydafrika nu er forbedret så meget, at det internationale samfund bør stoppe alt yderligere pres på styret.
Valget i 1993 giver et overvældende flertal til en valgalliance bestående af ANC, kommunistpartiet og fagforbundet COSATU. Den første præsident i det frie Sydafrika bliver Nelson Mandela.
Desværre går landets udvikling ikke i den progressive retning, som valget ellers kunne give forhåbninger om. Hverken kommunisterne eller fagbevægelsen får den indflydelse, som de har krav på. Som Mandela skriver i sin selvbiografi: 'Der vil altid være dem der hævder, at kommunisterne udnyttede os. Men hvem siger, at det ikke var os der udnyttede dem'?