Den nye lovgivning er desuden kraftigt inspireret af tidens ideer om racehygiejne og stiller strenge krav til indvandreres fysiske og psykiske sundhed

Den 5. februar 1917 vedtager USA's kongres en kontroversiel lovpakke på trods af at præsident Woodrow Wilson har nedlagt veto imod den året før. Dermed får USA én af de strengeste immigrationslove i verden.
På trods af USA's image som 'mulighedernes land', hvor alle med mod på at skabe sig en ny tilværelse er velkomne, har den politiske elite i årtier forsøgt at presse lovgivning igennem, der begrænser indvandringen til USA til de personer, som er 'ønskelige' at gøre til en del af den amerikanske befolkning.
Især har mange på højrefløjen været bekymret over 'den gule fare' i form af tusindvis af kinesiske indvandrere, og siden 1882 har der da også været lagt stærke begrænsninger på den kinesiske indvandring.
Gennem de senere år har især Sydstaternes demokratiske repræsentanter i Kongressen for alvor fået blod på tanden og vil skabe en samlet lovpakke, der én gang for alle skal holde 'uønskede' mennesker ude af frihedens land.
Tidligere er lignende forsøg på at stramme lovgivningen blevet bremset ved, at præsidenten har nedlagt veto, som det er sket under Grover Cleveland i 1891 og William Taft i 1913.
Denne gang har det store flertal i Kongressen dog ikke tænkt sig at lade sig påvirke af præsidentens veto, og efter at have været igennem hele fire behandlinger i både Senatet og Repræsentanternes Hus vedtager begge kamre loven den 5. februar 1917 med et absolut flertal, der tillader dem at ignorere præsident Wilsons veto.
Den nye lovpakke bygger på antagelser om, at den amerikanske kultur er truet af fremmede elementer, især asiater. Loven blokerer således fuldstændigt for indvandring fra størstedelen af Centralasien, heriblandt Indien og Kina, samt fra hele Mellemøsten og det overvejende muslimske Hollandsk Ostindien (i dag Indonesien).
Den nye lovgivning er desuden kraftigt inspireret af tidens ideer om racehygiejne og stiller strenge krav til indvandreres fysiske og psykiske sundhed. I sidste ende forbyder loven indrejse for 'idioter, mindrebegavede, kriminelle, epileptikere, sindssyge, alkoholikere, professionelle tiggere, alle med fysiske eller psykiske defekter, polygamister og anarkister' foruden altså folk fra Asien og Mellemøsten.
Immigrationsloven fra 1917 er i funktion, dog med nogle ændringer, helt frem til 1952, hvor den afløses af McCarren-Walter loven, som har større fokus på at holde østeuropæere og socialister fra døren.