De grænser der bliver fastlagt mellem Danmark, Sverige og Norge har stort set holdt frem til vore dage

Omkring midnat natten til den 11. februar 1659 stiller mange tusinde svenske soldater op i angrebsformation omkring København.
Slaget, der kommer til at rase i de kommende timer, kommer til at gå over i historien som Stormen på København, og det er formentlig det nærmeste Danmark er kommet på at ophøre med at eksistere som en selvstændig stat før vores medlemskab af EU.
Danmarks krig imod Sverige, ofte kaldet den Lille Nordiske Krig, er mildest talt ikke gået særligt godt. Skåne Halland og Blekinge er blevet besat, og nærmest hele resten af landet er blevet rendt over ende af den professionelle svenske hær i vinteren 1658.
Den panikslagne danske kong Frederik III har haft held til at standse den svenske fremrykning med en fredsaftale indgået i Roskilde i februar 1658. I løbet af sommeren beslutter det svenske rigsråd og kong Karl X Gustav imidlertid, at det er på tide at knuse den gamle rival.
Karl Gustavs tropper, der aldrig har forladt Danmark, rykker i efteråret frem mod København og belejrer byen. Danmarks allierede Holland kommer imidlertid til undsætning med en flåde og i november lykkes det dem at jage den svenske flåde på flugt, så København i det mindste kan forsynes via søvejen.
Da vinteren lakker mod enden i februar 1659 begynder den svenske øverstbefalende Otto Stenbock at planlægge et storstilet stormangreb på Københavns fæstningsværker.
Det begynder om aftenen den 9. februar, da svenske tropper udfører et skinangreb mod Christianshavn for at teste de danske befæstninger. Angrebet bliver let slået tilbage, og til svenskernes uheld lykkes det danskerne at erobre en af de portable broer, som svenskerne bruger til at krydse voldgraven.
Det viser sig, at broen kun lige præcis er lang nok til at nå over, og hundredvis af borgere bliver straks sat i gang med hakker og skovle for at udvide voldgraven et par meter.
Sent om aftenen den 10. februar begynder Stenbock at stille sine styrker op i kampformationer på Amager og i skjul bag Valby Bakke. Den svenske hær tæller over 11.000 veltrænede og erfarne soldater. Den danske garnison i København kan mønstre næsten lige så mange, men de fleste er utrænede rekrutter eller lokale militser uden moderne våben og en stor del endda almindelige civile borgere.
Da det svenske angreb bliver sat ind lidt over midnat er tropperne på Amager de første til at nå frem. Da svenskerne opdager, at deres portable broer ikke længere kan bruges, er de tvunget til at vade over voldgraven gennem det iskolde vand under voldsom beskydning.
Da Stenbock hører, at angrebet mod syd er i problemer, sætter han sine nordlige tropper ind i et voldsomt angreb på Østerport. Det lykkes faktisk svenskerne at kæmpe sig over voldene og frem til Nyboder, før de bliver slået tilbage under voldsomme nærkampe. Slaget varer frem til klokken fem, hvor svenskerne udmattede må trække sig tilbage og efterlade næsten 1700 døde foran voldene.
Københavns forsvarere siges kun at have mistet omkring 30 mand. Nederlaget får den svenske konge til at tvivle på Sveriges evne til at vinde krigen afgørende, og da en hollandsk hær ankommer til Jylland i foråret og slår de svenske tropper tilbage, indser Karl Gustav klogt, at det er på tide at stoppe legen.
Med fredsslutningen i København den 27. maj 1660 bliver der sat et foreløbigt punktum for krigene i Norden. Skåne, Halland, Blekinge, Bohuslän og øen Hven bliver svensk territorium, og de grænser der bliver fastlagt mellem Danmark, Sverige og Norge har stort set holdt frem til vore dage.