De mange tusinde mennesker bliver interneret under forfærdelige forhold i overfyldte fangelejre, og tusindvis af familier bliver splittet
Den 19. februar 1942 underskriver USA's præsident Franklin D. Roosevelt det berygtede dekret nr. 9066, der åbner for omfattende forfølgelse og internering af amerikanske statsborgere med forbindelser til de lande blandt Aksemagterne, som USA har ligget i krig med siden december.
Efter den japanske flådes angreb på Pearl Harbor, Hawaii, den 7. december 1941, er USA gået ind i Anden Verdenskrig på allieret side og har erklæret krig, ikke kun imod Japan men også Tyskland og Italien.
Med krigen vokser også frygten for spioner og 'femte kolonner' i den amerikanske befolkning.
Især krigen i Stillehavet fylder meget i den amerikanske bevidsthed, og Japans enorme erobringer, der fortsætter et godt stykke ind i 1942, skaber bekymringer for en japansk invasion på USA's vestkyst.
Frygten for 'undergravende virksomhed' går særligt hårdt ud over de hundredtusindvis af amerikanere, der enten er immigranter fra Japan eller har japanske rødder. I aviserne trykkes artikler med instruktioner til, hvordan man adskiller kinesere (som er USA's allierede) fra 'japserne', så man kan være sikker på kun at forfølge de 'rigtige fjender'.
Hysteriet når helt op på regeringsplan, hvor præsident Roosevelt den 19. februar giver ordre til at gennemføre udrensninger af alle personer med japansk, tysk og italiensk baggrund over et område på cirka en tredjedel af hele USA's areal, som bedømmes at være 'særlige risiko-zoner'.
De mange tusinde mennesker bliver interneret under forfærdelige forhold i overfyldte fangelejre, og tusindvis af familier bliver splittet.
Udrensningen rammer især efterkommere af japanere hårdt med flere end 110.000 internerede, hvoraf 62 procent er anden- eller tredjegenerations indvandrere uden nogen personlig tilknytning til Japan. En del er endda forældreløse børn, som har boet hos ærkeamerikanske plejefamilier.
På Hawaii, der stort set er det eneste amerikanske område, der bliver direkte ramt af krigen, bliver sjovt nok kun ganske få personer med japanske rødder interneret. Det skyldes, at en tredjedel af befolkningen er af japansk afstamning, og en internering af dem ville gøre det umuligt at bruge Hawaii som flådebase.
Dekret 9066 bliver dog ikke gennemført uden modstand fra flere journalister, der gør opmærksom på, at interneringerne er i strid med den amerikanske forfatning, og selv præsident Roosevelts kone Eleanor går åbent imod sin mand i denne sag.
Den mest overraskende modstand kommer fra FBI's direktør John Edgar Hoover, der ellers er kendt for sine hårde, ofte racistiske, metoder. Hoover mener simpelthen, at interneringerne er unødigt hysteriske, og at FBI allerede har taget sig af eventuelle japanske spioner.
Trods den spæde modstand er der stadig bred opbakning til interneringerne, der fortsætter gennem hele krigen, og for enkeltes vedkommende et pænt stykke på den anden side af fredsslutningen i 1945. Først i 1976 bliver dekretet endeligt tilbagekaldt, og først i 1990 får de overlevende udbetalt erstatning af den amerikanske stat.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278