Berlinkonferencen varer flere måneder, mens repræsentanterne forhandler om opdelingen af et kontinent, som de ingen ret har til at bestemme over

Den 26. februar 1885 underskriver repræsentanter for de vigtigste europæiske stormagter en aftale i Berlin, hvormed de tiltager sig retten over hele det afrikanske kontinent.
I de foregående århundreder har stormagternes tilstedeværelse i Afrika syd for Sahara været begrænset til små handelsstationer og slavemarkeder.
Op gennem 1870`erne og første halvdel af 1880`erne er stormagternes interesse for Afrika vokset støt og roligt. Nu begynder flere lande at udvide deres besiddelser i Afrika til egentlige kolonier og adskillige ekspeditioner bliver sendt dybt ind i det 'mørke' Centralafrika for at kortlægge landet og forberede det til kolonisering.
Især Belgiens kong Leopold II er travlt optaget i Afrika og får snart underlagt sig store dele af Centralafrika. I det område, som får navnet Congo, opretter han et sandt rædselsregime, hvor den indfødte befolkning bliver massakreret og presset ud i slaveri.
Leopolds fremfærd i Afrika vækker bekymring blandt de øvrige stormagter, ikke på grund af grusomhederne, men fordi de imperialistiske stormagter frygter at gå glip af store profitter og falde bagud i kampen om verdensherredømmet.
På portugisisk initiativ indkalder den tyske Rigskansler Otto von Bismarck i 1884 til en stor international konference for de vigtigste stormagter samt en række mindre europæiske lande.
Konferencen starter i efteråret 1884 med repræsentanter fra Østrig-Ungarn, Belgien, Frankrig, Danmark, Storbritannien, Italien, Holland, Portugal, Rusland, Spanien, Sverige og det tyrkiske Osmannerrige, mens USA som den eneste stormagt melder afbud.
Konferencen kommer til at vare flere måneder, mens repræsentanterne forhandler frem og tilbage om opdelingen af et kontinent, som de ingen ret har til at bestemme over.
Den 26. februar 1885 ligger den færdige aftale endelig klar til underskrivning. Resultatet er blevet et typisk imperialistisk kompromis, der tilgodeser de mægtigste stormagter. Stort set hele Afrika er blevet inddelt i 'interesse-zoner', hvor de forskellige stormagter har 'ret' til at kolonisere.
Der udstedes også et formelt forbud imod slavehandel, men i praksis får det kun lille betydning, da mange afrikanere i stedet bliver tvunget til at arbejde som slaver, der hvor de bor, i stedet for at blive solgt.
Berlinkonferencen bliver i samtiden hyldet som en sejr for diplomatiet. Stormagterne har formået at dele rovet i resten af verden uden at slås indbyrdes. For Afrika betyder konferencen imidlertid en katastrofe. Mindre end 20 år efter konferencens afslutning er mere end 90 procent af kontinentet i hænderne på de europæiske magter. Kun Abessinien (i dag Etiopien) og Liberia forbliver uafhængige stater.
Mange af de grænser, som blev fastlagt i 1885, eksisterer stadig den dag i dag og er baggrunden for en stor del af de konflikter, der i dag plager Afrika.