11. marts angriber maorierne for fjerde gang den britiske udpost Flagstaff Hill. De dræber de britiske vagter og brænder en koloniby af

Den 11. marts 1845 angriber indfødte krigere den britiske udpost Flagstaff Hill på Nordøen i New Zealand. Det indleder et oprør, der byder på overraskelser for de overmodige briter.
I februar 1840 har britiske repræsentanter indgået en traktat i Waitangi, hvori de anerkender den indfødte befolkning, maoriernes, ret til New Zealands jord. Til gengæld bliver New Zealand britisk kronkoloni under dronning Victoria.
Der er dog stor forskel på traktatens oprindelige tekst og den oversættelse, som maoriernes høvdinge får, og det britiske New Zealand Company opkøber fortsat jord og fragter nybyggere til kolonien. Mange maorier bliver også forfærdede, da franske og amerikanske handelsmænd fortæller, at traktaten i reelt gør dem til slaver i det britiske imperium.
Høvdingen Hone Heke, er især fortørnet. På hans jord rejser briterne en skibsmast, der flager med Union Jack som symbol på briternes ejerskab til øen. Det er en fornærmelse, fordi masten er Hone Hekes gave til de første kolonister som tegn på venskab.
I starten af 1845 sker flere sammenstød mellem maorier og kolonister. Tre gange klatrer Hone Heke og hans krigere op på Flagstaff Hill og vælter masten med flaget i protest. Til sidst sætter briterne bevæbnet vagter ved masten.
11. marts angriber maorierne for fjerde gang Flagstaff Hill og vælter masten. Men de dræber også vagterne og brænder en nærliggende by af. Det fører til åben krig mellem de fleste maori-stammer på øen og kolonitropperne. Briterne venter en hurtig sejr over de 'primitive vilde', som i kampen imod Australiens indfødte befolkning, men de forregner sig.
Maorierne er krigeriske, er i konstante indbyrdes konflikter, og de kan bruge skydevåben, som de har købt masser af fra kolonisterne. Desuden bygger maorierne effektivt befæstede byer, kaldet Pa`s, med skyttegrave og palisader, der kan modstå moderne kanoner.
Bedre går det ikke, da briterne i starten af krigen brænder Pomares Pa af, som hidtil har været neutral i konflikten. Angrebet får endnu flere stammer til at slutte op om Hone Heke. Efter Pomares Pa angriber briterne flere Pa`s, men slås gang på gang tilbage. Alligevel vinder briterne en stor sejr ved Hone Hekes stærkeste fæstning, Ruapekapeka Pa, da soldater på jagt efter forråd finder og erobrer det stærke fort.
Fortet er næsten tomt, da de fleste maoriere er i kirke i den nærmeste handelsstation. De venter ikke, at briterne angriber en søndag.
Tabet af Ruapekapeka Pa er hårdt for Hone Heke, der snart indgår en fredsaftale med briterne. Briterne har dog så stor respekt for maorierne, at de i årtier stort set lader maorierne selv styre store områder. I sidste ende bliver maorierne dog marginaliserede i deres eget land.