08 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Crashsamfund

Crashsamfund

Lørdag, 26. marts, 2011, 10:03:42

USA var en gang et velstående land med stor dynamik og mange erklæringer om frihed. Det handlede ud fra sin magt. Nu handler USA ud fra sin potente afmagt - både ude og hjemme.

Ugen der gik

Udebanen

Sidste år, da en gruppe moderate muslimer annoncerede deres planer om at bygge et communitycenter ikke så langt fra Ground Zero på Manhattan, blev der temmelig stor ballade i byen. Projektet blev stemplet en »Ground Zero Mosque« og som en krænkelse af ofrene for 9/11.

Vi husker, at de piloter, der fløj ind i tårnene, kom fra Saudi Arabien. Man kunne tro, at dette også var en del af fortællingen om 9/11. Men en nævefuld dollars ændrer billedet. Som led i en våbenhandel til 60 milliarder kroner har US Air Force indgået en aftale med Saudi Royal Air Force om at træne et større antal saudiske piloter. Det ulogiske har fået kritiske røster frem. Nu behøver terroristerne ikke længere at opsøge private flyveskoler, hedder det.

Det er selvfølgelig åbenlyst ulogisk, at moderate muslimer anses for en større trussel mod newyorkerne end uddannelse af saudiske piloter, der er i et dybt reaktionært og dybt muslimsk religiøst regimes tjeneste. Det ser ud til at være den stærkeste bastion i Mellemøsten mod de sociale oprør, der popper op i hele regionen.

Den amerikanske regering har lagt masser af sine æg i Saudi Arabien. Landet er proppet med avanceret amerikansk krigs-isenkram, fordi der er olie, og fordi landet ganske enkelt er reaktionært - samlet set en strategiske allieret for USA. Tilsyneladende stærk, men også Saudi Arabien skal nok vise sig at have sine sprækker, der kan springe op på en overraskende måde.

På hjemmebanen

Det kriseramte USA er nødt til at gamble og agere som det crashsamfund, det er nu.

Detroit var engang en stor industriby. Det var en hovedby for bilindustrien, udviklet omkring General Motors, Ford og Chrysler. Men de tider, hvor bilindustrien trivedes i USA, er forbi. Byen var i knæ, og mange havde mistet deres job før krisen. Den satte næste hug ind, så mange måtte flytte fra deres bolig, fordi de ikke kunne betale lånene. Arbejdsløsheden er mellem 20 og 30 procent.

Slaget ramte hårdt og mange. Siden 2000 har byen mistet 25 procent af sine indbyggere. 237.500 har forladt byen, som nu kun har en befolkning på 714.000. Detroit bliver kaldt en by i frit fald.

Det er ikke første gang, at byen dykker. I 1970 var befolkningstallet 1,5 millioner. Fra 1970 - 1980 forsvandt 300.000 indbyggere, hvilket dog til sammenligning kun var 20 procent. Tomheden spreder sig. Bylandskabet begynder at se bombet ud. Ikke fra luften, men fordi folk har drejet nøglen om.

20 procent af grundene i byen er tomme. Derfor har borgmesteren iværksat en plan om foreløbig at rive 10.000 boliger eller boligblokke ned. Det sker i en by, som har omkring 20.000 hjemløse mennesker.

84 procent af indbyggerne er sorte, som overvejende bor i den centrale del af byen. De hvide bor i forstæderne. Detroit er en ekstremt segregeret by. Og det er en arbejderklasseby, som bliver ramt voldsomt af det kapitalistiske samfund, hvor det dybe crash på én gang er løsningen og opløsningen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


26. mar. 2011 - 10:03   03. sep. 2012 - 11:39

Nyheder