Jeg siger det, som det er. Jeg er tilhænger af at bevare en eller anden form for et ritual i forbindelse med dåb, vielse og begravelse. 

En borgerlig vielse er alt nok for at besegle et gensidigt partnerskab. En navneattest fra en offentlig myndighed, uden »Herrens velsignelse«, er alt nok, og en værdig afsked med livet og en tak for det, er alt nok. 

Der er ingen fornuftig grund til, at vi i et oplyst samfund blander kirker, præster og ånder ind i disse hændelser. Man kan finde ud af det uden kirkens, præsternes og åndernes indblanding i både Sverige og Tyskland og i flere andre lande, så hvorfor så ikke også i Danmark.

Jeg er også tilhænger af begravelsespladser og en bevaring af de kirkelige bygninger (flot arkitektur) som minde om religiøs ondskab og den kristelige kulturelle fortid fra heksebrændinger i »Herrens« navn til korstog i kongens ditto og til kirkens undertrykkelse og magt over befolkningen.

Tror du på ånder?

Nej vel! En af statens mange opgaver er at sikre, at befolkningen kan tro, tænke og tale frit, hvilket der ikke skal ændres på, men Folkekirken og dens medlemmer bør fritstilles og tage ansvar for deres egne religiøse og økonomiske handlinger. 

Det samme gælder frimenigheder og deres såkaldte frikirker. Og egentlig er det jo også åndsvagt at tro på ånder og betale for noget ikke eksisterende.

Det koster dyrt for statskassen. Kirkeministeriet administrerer statens bevillinger vedrørende folkekirken. Bevillinger som alene gives på finansloven, udgør i alt 599 millioner kroner i 2011 (nettoudgift). Der er budgetteret 554 millioner kroner pr. år fra 2012 til og med 2014. I alt over 1.790.000 kroner. Hertil skal lægges de mange millioner kroner, der betales via kommuneskatten. 

I min kommune blev der på provstiudvalgets anbefaling i 2010 udbetalt 41 millioner skattekroner, som overvejende gik til præstelønninger og deres pensioner. Statskassen betaler de 40 procent. Kommunerne betaler resten. Samlet set betaler skatteborgerne et godt stykke over syv milliarder kroner om året til folkekirken.

Frikirker lever af fradrag

Frikirkerne og anerkendte trossamfund har udviklet sig til en hel industri med filialer over hele landet. De har »fagforeninger«, de sponserer, de ejer hoteller og ejendomme. (De har cvr- og momsnumre i massevis). 

De ejer og forvalter store formuer, genbrugsbutikker, forlag, uddannelsessteder og små familieanpartsselskaber med næsten ingen omsætning men med store underskud og masser af fradrag og atter fradrag. 

Ofte er der tale om virksomhedskonkurser, hvor ejerne efterlader en stor skattegæld til det offentlige. 

Frikirkepræster med helbredelse ved håndspålæggelse på programmet har en månedsløn på over 30.000 kroner plus tillæg

Et stort antal frikirkepræster med helbredelse ved håndspålæggelse på programmet har en månedsløn på over 30.000 kroner plus tillæg og godtgørelser af en anselig størrelse. Reguleret efter folkekirkens fastsættelser.

Minder det her ikke lidt for meget om at være en guldgruppe for det rene asociale plattenslageri?

For eksempel er det muligt med statens velsignelse at oprette et gavebrev og give pengegaver til en frikirkemenighed og derved opnå fradrag på egen selvangivelse.

Denne ordning gør, at åndemagerne betaler en lavere skat til samfundets fællesskab, og at andre skatteborgere ufrivilligt betaler for frikirkernes drift. Staten og kommunerne yder også tilskud til frikirkernes børnearbejde, privatbørnehaver og privatskoler.

I flere årsregnskaber fremgår det, at pengegaverne overvejende går til rejser, personalegoder og »åndemagernes« løn og pension og meget lidt til egentlig velgørenhed. 

Et eksempel fra en frikirke i 2010: årsindtægt kroner: 294.000 heraf gaver kroner 243.000, andre 20.000 kroner fra tipsmidler og i momsrefusion. Udgifter: løn og godtgørelser til »præsten«. Kroner:  172.000. Rejser kroner 91.000. Godgørenhed kroner: 10.000.

Årets resultat viser i dette tilfælde et samlet underskud på næsten 76.000. Frikirken administrerer en formue på næsten 1 million. (Flere dokumentationer haves).

Denne form for selvbestaltet »godgørenhed« til egen fordel, fornøjelse og underhold har samfundet selvsagt ikke råd til at opretholde, og slet ikke i krisetider, hvor der bliver skåret i ydelser til de dårligststillede befolkningsgrupper – blandt andet dagpenge.

Giv dem løn i deres egen himmel

Det skal derfor pålægges alle trossamfund, åndemagere og spåkoner, at betale fuld egenbetaling for deres åndemageri og gudedyrkelse, og enhver offentlig understøttelse af religioner skal indstilles.

Der bør ikke på nogen måde - hverken direkte eller indirekte - være skattemæssige fradrag i ly af »Herrens« vilje for økonomiske bidrag til trossamfund.

Trossamfund og gudedyrkelse af enhver afskygning skal med hensyn til skatte- og momspligt underlægges de samme regler som andre private foreninger. 

Dagens gode gerning må være: adskil stat og kirke - stop betalingen for noget ikke-eksisterende, og gør i stedet de fattige rigere og giv dem et godt liv her på jorden.