Hver gang jeg står og propper blandede plastikflasker og øldåser i Duperbrugsen, glæder jeg mig altid over flaskeautomatens anvisning: Bunden først. Det er et af de bedste politiske statements, jeg har set. Og det står alle steder – over hele landet.
Selvom der bliver drukket bravt rundt omkring, og der ryger mange flasker og dåser i automaten, så går det desværre den modsatte vej: toppen først.
Tanken bag toppen først er den, at hvis de velstillede - de angiveligt initiativrige, arbejdsomme og højmoralske mennesker - har en svulmende formue, så kommer det alle til gode. De tager jo ansvar, investerer og løber personligt den ene risiko efter den anden.
Det er dem der skaber værdier, som vi alle lever af. Der findes så mange af den slags løjerlige fortællinger om vores samfund. En af dem handler om den gamle nationalstat, som i forhold til andre lande bliver opfattet som en plus- og minus-maskine.
Jubel og skræk
"Enorm fremgang for dansk konkurrenceevne". Sådan lød overskrifen i Børsen i december for tre år siden. Det var dengang Løkke Rasmussen var statsminister.
Børsen skrev: "Regeringens økonomiske redegørelse, som finansminister Claus Hjort Frederiksen offentliggjorde i går, afslører således, at de danske virksomheder over de seneste knap 18 måneder har præsteret et lille økonomisk mirakel i form af en overraskende og dramatisk vending i Danmarks konkurrenceevne."
Tanken er, at hvis de velstillede har en svulmende formue, så kommer det alle til gode. De tager jo ansvar, investerer og løber personligt den ene risiko efter den anden.
Jacob Warburg, cheføkonomi i Danmarks Eksportråd, erklærede samme sted: - "Det er den største vending i konkurrenceevnen i nyere tid". Venstreregeringen havde god presse.
Noget må dog være gået galt et sted? For dagligt hører vi Dansk Industri, Venstre og Socialdemokraterne tale højt om, hvor sløjt det står til. Konkurrenceevnen er ad helvede til! Se blot Tyskland! De fleste medier hopper på den, selvom det er et ret billigt trick, der bliver brugt.
Problemet opstår, hvis man har købt præmissen, og det har regeringen sammen med medierne. Corydon proklamerede konkurrencestaten. Så på med vanten. Ned med lønnen. Sænk beskatningen af virksomhederne. Skær i overførselsindkomsterne. Pisk de studerende igennem uddannelserne. Vi skal på EPO!
Det forspildte overskud
En rapport fra OECD siger, at kun fire vestlige OECD-lande har haft højere produktivitetsvækst end Danmark over de sidste fire år. En ret ny rapport fra World Economic Forum placerede den danske konkurrenceevne i top. Verdensbanken har netop offentliggjort sin 'Doing Business'-rapport for 2014. Og Danmark er udpeget som det bedste land at drive virksomhed i Europa.
Alle de 20 største danske virksomheder havde et større overskud i 2012 end i 2011. Og 2013 ser ud til at gå samme vej. Produktiviteten vokser. Den ligger 20 procent over niveauet lige før finanskrisen. Arbejdsstyrken i industrien, der udgør 15 procent skaber 2/3 af værdien af den samlede danske eksport.
Men arbejdspladser? Berlingske havde i september en artikel om vækst uden jobvækst. Flere topchefer var på samme linje som direktør i Toms Gruppen, Jesper Møller. "Vi har som mange andre danske virksomheder fokus på volumenvækst i øjeblikket. Men vi har ikke planer om flere danske ansatte. Vi skal blive mere effektive via løbende automatisering, og det tror jeg, går igen i dansk erhvervsliv i øjeblikket."
Vi burde juble over automatisering. Slut med det monotone arbejde. Robotter skaber overskud af tid, som vi kan bruge som fri tid – til alt muligt! Dét er en rigdom. Som regeringen kaster på gulvet.
Overskuddet bliver sendt mod toppen og ikke til bunden. Mer vil ha' mer. Selvfølgelig skal der hele tiden investeres i ny produktivitet, men det danske investeringsniveau i industrien er igen på niveauet før krisen begyndte. Denne udvikling burde regeringen gribe med kyshånd og juble, hver gang der bliver nogle til overs, der er afløst af robotter, som vi kan sætte i fællesskabets bank. Hæver vi lønnen, kommer der endnu flere robotter.
Vi har i dag 120.000, der ufrivilligt er på deltid, og 207.000 er uden job. Det er jo en fantastisk kapital, som kan bruges på mere fritid, uddannelse og samfundsnyttige aktiviteter. Fuld fart på overskudsstaten.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278




